I weekenden indtager en festival en af “Rødderne” – og det hele er arrangeret af frivillige unge der drømmer om en fed by at bo i.
Fredag 21. og lørdag 22. august bliver Birkerød endnu en gang fyldt med musik, når Lydfest slår dørene op til årets festival.
Efter sidste års 10-års jubilæum, hvor festivalen for første gang strakte sig over to dage, fortsætter Lydfest med ambitionen om at skabe et festligt samlingspunkt for unge musik- og kulturinteresserede.
Lydfest er en ungdomskulturforening, der hele året arbejder med at arrangere kultur- og musikevents. Festivalen er drevet af unge mellem 16 og 24 år, og mere end 100 frivillige er hvert år med til at få det hele til at hænge sammen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

De bygger festivalpladsen, står i baren, hjælper kunstnerne, passer indgangen og rydder op, når den sidste gæst er gået hjem.
På årets program er der lagt op til masser af forskellige musikalske oplevelser.
Navne som Soleima, Dos Santos, Føns, Downtown July, Parsum, Signal og Sulajma Byder står på plakaten sammen med blandt andre Candidates of Ebba, Wesmo, 2TilTango, Holdo, Frida Saiya og Adam Diini.
Der er dermed lagt op til en festival, hvor både nye talenter og etablerede navne kan opleves på samme plads.
Men Lydfest handler ikke kun om koncerter. Festivalen byder også på Silent Disco, fællesspisning, folkedans og aktiviteter for børn i Mantzius for Børn.
I år kan festivalgæsterne desuden finde vej rundt på pladsen og holde øje med programmet gennem Lydfests nye app.
Også maden og drikkevarerne er tænkt ind i festivaloplevelsen.
I baren og madboden bliver der blandt andet serveret øl fra Blaagaards, mens Maté Maté står for økologisk energidrik baseret på brasiliansk yerba maté.
Til fredagens fællesspisning er der desuden friskbagt surdejsrugbrød fra Brendstrupgaards bagere, som skal bruges til festivalens smørrebrød.
Med et program fyldt med musik, mad og fællesskab er der lagt op til to dage, hvor Lydfest igen kan vise, hvad der sker, når unge selv får lov til at skabe festivalen.
Billetter til Lydfest 2026 kan købes på Lydfest.dk.
