Den dansk pige blev fundet på en adresse i Ungarn, over to døgn efter hun forlod sit hjem i Hedensted. Sagen har siden taget flere drejninger, og nu er der nyt om en mulig mistænkt.
Mange danskere var bekymret og flere deltog i eftersøgningen, da politiet pludselig bad om hjælp til at finde en 15-årig dansk pige.
Politiet oplyste blandt andet indledningsvist, at man samarbejdede med Interpol, hvilket også ledte opmærksomheden ud over de danske grænser.
Efter to døgn blev hun fundet i Ungarn hos en familie, hvor en 22-årig og en anden stod bag at have kørt hende fra Danmark til Ungarn. Nu tager sagen om den ene af de to en vild drejning.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En mulig mistænkt person i sagen om den 15-årige pige fra Hedensted er angiveligt afgået ved døden.
Det oplyser Anita Laksos til Ekstra Bladet om sin nu afdøde samlever. Hun er også moren til den 22-årig, der er varetægtsfængslet i Ungarn.
“Han er død i nat. Det kan være selvmord, eller det kan være et hjerteanfald. Vi ved det ikke. Han er blevet bragt til hospitalet, hvor de undersøger, hvad der er sket. Jeg regner med, at vi får besked i morgen,” siger hun til mediet.
Har du brug for hjælp?
- Telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11-05
- Hvis du har selvmordstanker eller er i en anden alvorlig livskrise – eller hvis du har pårørende eller er efterladt til selvmord, så fortvivl ikke – hjælpen er nær
- Mailrådgivning eller chatrådgivning. For at se åbningstider og for kontakt om hjælp – www.livslinien.dk
Ifølge moren har manden, der var hendes samlever, været meget urolig, efter at den voldsomme politisag kom frem og har kørt i Danmark.
Manden var tysk statsborger og døde i hjemmet i den ungarske by Ujiraz, siger moren til mediet.
Hentede 15-årig i Danmark
Angiveligt kørte samleveren med den 22-årige til Danmark den 4. august og afhentede en 15-årig pige i Hedensted. Pigen blev efterfølgende efterlyst internationalt, og 6. august blev hun fundet i en landsby i det østlige Ungarn.
Den 7. august blev der ved Retten i Horsens gennemført et retsmøde, hvor en person blev varetægtsfængslet in absentia. Ved retsmødet valgte en dommer at nedlægge et referatforbud og at lukke dørene.
Dermed var det i første omgang ikke muligt – i hvert fald ikke uden at gøre noget strafbart – for de tilstedeværende tilhørere og repræsentanter fra pressen at referere, hvorvidt retsmødet havde relation til sagen.
Men siden er der fra ungarsk politi kommet oplysning om, at den 22-årige mand i Ungarn er blevet varetægtsfængslet, og at det netop er sket på baggrund af en kendelse fra Retten i Horsens.
Sydøstjyllands Politi, som med henvisning til efterforskningen har været overordentligt sparsom med at oplyse noget som helst konkret om sagen, valgte i kølvandet på udmeldingen fra myndighederne i Ungarn at bekræfte, at der i Ungarn var fængslet en 22-årig mand i det centraleuropæiske land i forbindelse med sagen fra Hedensted.
Men politiet i Danmark har endnu ikke åbent fortalt noget om sigtelsen mod manden og om, hvad retsmødet i Horsens den 7. august handlede om.
Dog blev der ved retsmødet, som altså via de ungarske udmeldinger kan knyttes til Hedensted-sagen, oplyst, at der var en mulig medgerningsmand på fri fod.
Om det kan være den person, som var sammen med den 22-årige i bilen til Danmark, er endnu uvist.
I et interview med Ekstra Bladet har den 22-årige mand fortalt – det var, inden han blev anholdt i Ungarn – at han og den 15-årige pige havde fået kontakt via internettet og var blevet forelskede.
Han troede, hun var 18 år, og han havde hentet hende i Danmark, så hun kunne besøge ham, og at det var foregået frivilligt.
RITZAU
