Efter tre dage med stærke upcoming-artister på Live Camp-scenen bliver årets Smukfest for alvor skudt i gang onsdag.
På tværs af fire scener optræder en række af landets stærkeste bands og artister lige nu.
Og så kommer en vis engelsk verdensstjerne forbi Bøgeskoven.
Herunder får du en række bud på, hvad du skal opleve onsdag på festivalen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Peter Sommer – Månen, 11.30
Den erfarne og folkekære trubadur Peter Sommer får æren af at kickstarte årets hovedprogram, når han træder ind på Månen onsdag formiddag.
En tidlig koncert kan ganske vist være en utaknemmelig opgave.
Men med sin behagelige røst, sit autentiske nærvær på scenen og den varme jyske humor er Sommer måske netop den rette mand til at give publikum en blid opvågning.
Annika – Bøgescenerne, 14.15
Sidste år fik popkometen Annika æren af at åbne Roskilde Festivals Orange Scene, og i år er det Smukfests største scene – eller rettere scener – hun indtager som den første artist.
Med sine seneste numre ‘Desperado’ og ‘Livsforladt’ har den unge sangerinde bevæget sig ind i et mørkere lydunivers, der nok ville gøre sig bedst i de sene aftentimer.
Men ikke desto mindre skal Annika nok alligevel lykkes med at få sat gang i en gedigen eftermiddagsfest på Bøgescenerne med hits som ‘Stolt’ og ‘Knuser hjerter’.
Eee Gee – Månen, 16.00
Emma Grankvist, der er bedre kendt som Eee Gee, kommer til Skanderborg med et enormt momentum.
Tilbage i maj udgav hun en af årets stærkeste danske udgivelser, ‘Eeelluminagee’, og for en måned siden gav hun en anmelderrost koncert på Roskilde Festival.
Den danske sanger og sangskriver, der til daglig er bosat i USA, inviterer publikum indenfor i et finurligt og nærværende popunivers, der låner lige dele inspiration fra den organiske barokpop og den elektroniske klubmusik.
Eee Gee er godt på vej mod et gennembrud som Nordens nye internationale indiepop-håb, så hendes optræden på Smukfest må du ikke misse.
Lisa Fosmark – Ekko, 18.20
På Smukfests nye elektroniske Ekko-scene kan du onsdag aften opleve en af landets mest hypede dj’s og producere lige nu.
Efter at have lavet bølger på den københavnske klubscene har Lisa Fosmark i de seneste år udgivet en række stærke singler i samarbejde med flere markante navne.
Hun gør sig i en række elektroniske subgenrer, men hendes lyd tager særligt udgangspunkt i den gyngende, hoppende og bastunge UK garage.
Fosmark har blandt andet samarbejdet med grimekometen Wesmo på ‘Sen nat igen’ og rapstjernen Emil Kruse på ‘Lisa&Emil’.
Live leverer hun et dansabelt og energisk sæt med elementer fra både hiphop, house og UK garage.
Hvis du kun skal opleve én koncert på Ekko i år, bør det være denne.
Mille – Stjernescenen, 21.00
Efter Annikas koncert tidligere på dagen er der dobbelt op på store kvindelige popstemmer, når Mille ligeledes kigger forbi Smukfest.
Med inderlige og personlige hits som ‘Kendt mig en uge’ og ‘Hader ik mig selv sammen med dig’ har den unge sangerinde ramt en nerve i ungdomslivet anno 2026 med alt, hvad det indebærer af hjertesorger og perfekthedsidealer.
I sine tekster udviser Mille en modenhed, der langt overskrider hendes alder af blot 19 år.
Og det samme kan siges om hendes stemme, der på samme tid er intimt nærværende og selvsikkert kraftfuld.
Robbie Williams – Bøgescenerne, 23.15
Den britiske charmebøf har måske aldrig rigtig vundet anmeldernes gunst, men hans enorme showmanship og dybe bagkatalog af hits, kan ingen tage fra ham.
Robbie Williams har hyppigt besøgt Danmark – senest med sidste års optræden i Parken – og det er tydeligt, at der er en stor gensidig kærlighed og respekt mellem det danske publikum og den engelske entertainer.
Når han endnu en gang kigger forbi landet uden høje bjerge, bliver det med en sand hitparade af numre som ‘Angels’, ‘Let Me Entertain You’, ‘Feel’ og ‘Rock DJ’.
Von Quar – Månen, 00.45
For to år siden stod det selvudnævnte hooligan-rockband Von Quar på Smukfests Live Camp-scene, hvor de efterfølgende vandt prisen som Live Camps Udvalgte.
Dengang havde bandet endnu ikke udgivet deres første single, men siden har karrieren i den grad taget fart.
Selvom det fortsat blot er blevet til seks singler, er det 16 mand store band gang på gang blevet fremhævet som et af landets absolut stærkeste live-acts.
Med frontmand Mikkel Østers dybe stemme og kommanderende tilstedeværelse på scenen i centrum har bandet skabt en liveoplevelse ulig nogen anden – en liveoplevelse, der til efteråret indtager K.B. Hallen.
Von Quars koncerter er krydret med diverse hooligankultur-inspirerede indslag, der giver noget ekstra til showet. Men bandet er meget mere end fodboldgimmicks.
På de hidtidige seks singler har Von Quar allerede vist en stor spændvidde, der strækker fra intime og indiepoprockede kærlighedssange som ‘Alt hvad jeg vil’ til elektronisk funderede og politisk ladede post-punkhymner som ‘Kraftidiot’.
Natten til torsdag lukker og slukker Danmarks næste store rockhåb festen med en koncert, du for alt i verden ikke må misse.