Efter tre dage med højt humør og nogle af landets mest spændende upcoming-artister på Live Camp-scenen, bliver Smukfest for alvor skudt i gang onsdag.
Her på Presse-fotos.dk vil du mellem onsdag og søndag få daglige anbefalinger til, hvad du skal opleve på årets hovedprogram.
Smukfest er dog mere end bare musikken, og igen i år har arrangørerne bikset et stærkt udbud af pusterum og finurlige oplevelser på benene.
Her får du en lille guide til, hvad du kan give dig til at lave, når du skal lade op mellem koncerterne.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hjernegymnastik midt i festen
For nogle er festivaler måske forbundet med en pause fra hverdagen, hvor man kan slå hjernen lidt fra og feste igennem.
Men på Smukfest har du faktisk muligheden for at aktivere de små grå midt i festlighederne.
I et samarbejde med verdens største fysiklaboratorium CERN – Det Europæiske Center for Højenergifysik i Schweiz samt Niels Bohr Instituttet og Aarhus Universitet præsenterer Smukfest nemlig den såkaldte Science Pavilion.
Her kan du møde nogle af landets skarpeste hoveder, der vil fortælle om alt fra stjernestøv til stråleterapi.
Det er blandt andre forsker Chamilla Terp og Queen Machine-forsanger Bjarke Godske Baisner, der udover at være en rockstjerne også er læge og phd-studerende.
Et væld af oplevelser i fællesskabsteltet
Lidt mindre videnskabeligt bliver det i det store fællesskabstelt Atmosfæren, hvor der hver dag vil være en række forskellige aktiviteter.
Du kan for eksempel starte dagen med morgenbio, synge fællessang eller slappe af med realityprogrammer leveret af Pluto TV.
Teltet åbner hver dag klokken 09.00 og lukker først omkring midnat. I de sidste timer af Atmosfærens åbningstid vil teltet danne ramme om en farverig fest, hvor frivillige dj’s vil spille op til dans.
En portal til Afrika
I en ombygget shippingcontainer placeret i campingområdet tæt på Sølund finder du en af de mest særegne og bevægende oplevelser på årets Smukfest.
Museum for the United Nations – UN LIVE og Democracy X har nemlig bygget videre på erfaringerne med deres ‘Samme Sol’-projekt fra sidste års festival.
Projektet, der er støttet af Udenrigsministeriet, fungerer i praksis som en virtuel portal mellem Smukfest-gæsterne og en række afrikanske byer, hvor grupper på begge sider kan mødes live i et fællesskabsdannende og ligeværdigt rum.
“Samme Sol er et fantastisk eksempel på, hvordan vi sammen kan skabe møder, der rækker langt ud over bøgeskoven. Sidste år sang jeg med et kor fra Johannesburg, og det føltes helt ærligt, som om vi stod i det samme rum. Afrika er langt væk geografisk, men den slags oplevelser minder os om, hvor tæt vi er på hinanden som mennesker. De skaber en følelse af samhørighed, som jeg tror, verden har brug for”, siger indholdschef for Smukfest, Trine Bang, i en pressemeddelelse fra Museum for the United Nations – UN LIVE.
Du kan læse mere om de forskellige oplevelser på årets Smukfest på festivalens hjemmeside.