3F går til angreb på arbejdspligten: Frygter nyttejob stjæler almindelige arbejdspladser

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

3F retter nu en skarp kritik mod regeringens arbejdspligt og brugen af nyttejob.

Fagforbundet frygter, at kontanthjælpsmodtagere bliver sat til at udføre arbejde, som burde være almindelige overenskomstdækkede job, og opfordrer i stedet til at satse på uddannelse og opkvalificering.

Kritikken kommer, efter at nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser, at 7.285 borgere var omfattet af arbejdspligten i april 2026.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto af en arbejdsplads.
Se også
Slidte skoletoiletter skal være fortid: København mangler 321 millioner

Det skriver 3F i en pressemeddelelse.

Det er markant færre end de omkring 22.000 personer, regeringen oprindeligt forventede ville blive omfattet, da aftalen blev indgået i 2023. Da ordningen trådte i kraft i 2025, blev forventningen senere nedjusteret til 13.000 personer, men det aktuelle tal ligger fortsat langt under prognoserne.

“3F har fra starten været imod ordningen, så jeg synes, det er fint, at langt færre er omfattet af arbejdspligten, end regeringen oprindeligt forventede. Men det ændrer ikke på, at vi fortsat er kritiske over for brugen af nytteindsats, så det er en ordning, vi følger meget tæt,” siger 3F’s forbundssekretær Søren Heisel.

Samtidig advarer 3F om, at nyttejob kan komme til at erstatte ordinære arbejdspladser.

Ifølge fagforbundet risikerer kommunerne at lade personer i nytteindsats udføre opgaver som rengøring, gartnerarbejde eller vedligeholdelse – opgaver, der normalt udføres af ansatte på almindelige løn- og overenskomstvilkår.

Må ikke gå ud over almindelige jobs

Da arbejdspligten blev vedtaget i 2024, lovede politikerne, at ordningen ikke ville fortrænge almindelige job. Men ifølge 3F giver de nye tal ingen svar på, om det løfte bliver overholdt.

Fagforbundet kritiserer samtidig, at STAR ikke oplyser, hvilke konkrete arbejdsopgaver de personer i nytteindsats udfører.

“Det er utilfredsstillende, at ministeriet ikke oplyser, hvor borgerne placeres i nytteindsats, og hvilke konkrete opgaver de løser. Det må ministeren og ministeriet kunne gøre bedre,” siger Søren Heisel.

Han opfordrer derfor beskæftigelsesministeren til straks efter sommerferien at iværksætte en grundig undersøgelse af ordningen.

Ifølge 3F bør rapporten blandt andet vise, om nyttejob fortrænger almindelige arbejdspladser, hvilke opgaver deltagerne udfører, og hvad ordningen koster skatteyderne.

Fagforbundet mener samtidig, at arbejdspligten rammer ved siden af målet.

Ifølge 3F har nytteindsatsen kun en meget begrænset effekt på beskæftigelsen, og derfor bør indsatsen i stedet fokusere på uddannelse og opkvalificering.

“I 3F mener vi, at målgruppen for arbejdspligten har behov for uddannelse og opkvalificering, så de får de kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Derfor har vi udviklet idéer til målrettede integrations-AMU’er og erhvervsuddannelsesforløb, som jeg gerne vil drøfte med ministeren efter sommerferien,” siger Søren Heisel.

3F lægger dermed op til et opgør med nyttejob og ønsker i stedet en indsats, der skal hjælpe flere varigt i arbejde gennem uddannelse og nye kompetencer.

Annonce
Annonce
Annonce