Svenske Zara Larsson var blot et barn, da hun blev kastet ud i livet som popstjerne.
Hun var ti år gammel, da hun vandt det svenske talent-program ‘Talang’ i 2008, og fortsat blot 15 år gammel, da hun fik sit gennembrud med ‘Uncover’.
Hele vejen har hun vist en modenhed og evne til at stå op for sig selv og andre, der gik langt ud over hendes alder.
Men 13 år efter gennembruddet er det alligevel som om, hun for alvor har taget kontrol over sin karriere og fundet en større frihed på scenen.
Det viste hun lørdag aften og natten til søndag, hvor hun leverede en popkoncert efter alle kunstens regler.
(Artiklen fortsætter under boksen)
En popkoncert fra en svunden tid – og Ralle på Orange?
Stjerner som Sabrina Carpenter og Dua Lipa formår stadig at stable de helt store popproduktioner på benene, når de optræder live.
Men få – hvis nogen – virker så inspireret af 90’ernes og 00’ernes megashows med artister som Britney Spears og Christina Aguilera, som Zara Larsson gør.
I en verden, hvor en form for autentisk minimalisme er i høj kurs – se blot Justin Biebers to Coachella-optrædener – går den svenske verdensstjerne i stedet all-in på koreograferet dans og bombastiske sceneelementer.
Vi snakker biler på scenen, ‘roll call’ for danserne og det efterhånden ikoniske ‘Lush Life’-dance-break.
Og Zara Larsson formår at gøre sin optræden så storartet, mens hun samtidig bevarer den dybe forbindelse til publikum.
Hun ved lige præcis, hvilke knapper hun skal skrue på, og særligt det danske publikum har hun – sandsynligvis grundet sin geografiske tæthed – et specielt tag på.
Det viste hun allerede, før hun selv trådte ind på scenen. Klokken 23.15 strømmede lyden af Rasmus Seebachs ‘Natteravn’ nemlig pludselig ud gennem højtalerne foran Orange Scene.
Det satte omgående gang i festen, og særligt da Seebach, der var til stede blandt publikum, selv tonede frem på storskærmene.
Zara Larsson og hendes hold af dygtige dansere og musikere – alle kvinder – sås samtidig danse og synge med backstage. Et lille, men ganske effektivt eksempel på hendes jordnære attitude og autentiske personlighed.
En sand hitparade
På scenen leverede Zara Larsson en hitspækket sætliste, der med den seneste plades fænomenale titelnummer ‘Midnight Sun’ som både in- og outro kom godt rundt i både følelses- og genreregistret.
Mens hits som ‘Lush Life’ og PinkPantheress-samarbejdet ‘Stateside’ lagde op til den helt store dansefest, tillod ballader som ‘Ruin My Life’ og ‘Uncover’ for alvor Zara Larsson at give prøver på sin vidunderlige vokal – ingen playback her.
Livemusikerne gav undervejs et mere rocket udtryk til flere af numrene – særligt på den ellers helt igennem elektronisk producerede ‘Wow’, hvor danske Sofie Veie fik sin velfortjente tid i spotlyset med en stærk guitarsolo.
Rapattitude var der også plads til på et nummer som ‘Ain’t My Fault’, der blev mixet sammen med Sexyy Reds ‘Looking for the Hoes (Ain’t My Fault)’.
Zara Larssons shows byder på alt det bedste fra fortidens store popkoncerter uden de musikalske faldgruber, der ofte var forbundet med dem.
Da de sidste toner af ‘Midnigt Sun’ strømmede ud af højtalerne, mens nattehimlen over Orange Scene blev lyst op af fyrværkeri, var det tydeligt for enhver, at Zara Larsson er en af de absolut største popstjerne liger nu.
Ikke blot i Sverige, ikke blot i Norden, ikke blot i Europa, men i hele verden.


















