Museet vil fortsat have et historisk udgangspunkt, men fortiden skal i endnu højere grad bruges til at inspirere en mere bæredygtig fremtid.
Danmark får Europas første museum, der er direkte dedikeret til bæredygtighed, cirkulær levevis og fællesskab.
Det annoncerer Museum Odense i en pressemeddelelse, hvor det lyder, at frilandsmuseet Den Fynske Landsby står over for store forandringer for at realisere projektet.
Målet er, at museet skal formidle bæredygtighed på tværs af aldersgrupper samt efterlade gæsterne med både håb og en lyst til at handle for klodens bedste.
Projektet forventes ifølge pressemeddelelsen at være realiseret i 2029.
(Artiklen fortsætter under billedet)

50 millioner kroner i støtte
En så stor omdannelse, som Den Fynske Landsby nu står over for, er bestemt ikke billig.
Og derfor har det også krævet en markant økonomisk støtte at realisere projektet.
For at komme i mål med drømmen om at blive Europas første museum af sin slags har Museum Odense modtaget cirka 50 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis Hansens Fond samt Odense Kommune.
Henrik Harnow, der er direktør i Musem Odense, kan næsten ikke få armene ned over støtten.
“Nogle få projekter skiller sig ud og rummer en særlig værdi. For Museum Odense er det hjerteblod at spille en rolle som et sted, hvor håb og fremtidstro kan blomstre, og hvor gæsterne kan gå derfra med inspiration og handlekraft til at skabe en mere bæredygtig fremtid,” siger han i Museum Odenses pressemeddelelse. Harnow fortsætter:
“Den Fynske Landsbys forandring har vidtrækkende perspektiver for museet og for Odense by – og for os alle sammen, for vi har om noget brug for håb, handlekraft og fællesskab for at besejre udfordringerne.”
Flere delprojekter i de kommende år
Det bliver udviklingschef Lise Gerda Knudsen, der får hovedansvaret for udførelsen af projektet. Også hun glæder sig over den enorme støtte til den strategi, der blev vedtaget tilbage i 2022.
“Vi glæder os virkelig meget over den tillid, fondene og Odense Kommune har vist museet. Vi har nu gennem tre år arbejdet med at bruge fortidens viden og kunnen som inspiration til en mere bæredygtig fremtid. Når projektet er gennemført, vil Den Fynske Landsby være i stand til at spille en endnu større rolle for endnu flere mennesker gennem vedkommende formidling, aktiv deltagelse og tro på en bæredygtig fremtid,” siger Lise Gerda Knudsen i pressemeddelelsen.
Hun vil nu sammen med resten af Museum Odense arbejde på at gennemføre fem delprojekter, der løbende vil blive realiseret igennem de kommende år.
Her er der blandt andet tale om et madhus, der vil sætte fokus på bæredygtig kost, og en oplevelsesplads, hvor børn igennem leg kan lære om bæredygtighed og cirkularitet.
Som en del af projektet vil hele velkomstoplevelsen ligeledes få en overhaling, mens der også vil blive lavet et nyt træværksted.
Og så vil der blive arbejdet yderligere på formidlingen af bæredygtighed i et historisk perspektiv.