Festivaler forbereder sig på hedebølge: ‘Husk at drikke fandens meget vand’

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Det bliver en meget varm fornøjelse for de mange festivalgæster, der i de kommende dage giver den gas rundt omkring i landet.

Danmark bliver ramt af høje temperaturer i de kommende dage.

Det har fået DMI til at udsende en forvarsel for hedebølge, der gælder hele landet på nær Læsø, Samsø og Bornholm.

Den forvarslede hedebølge træder i kræft i weekenden, hvor temperaturen forventes at komme op mellem 28 og cirka 35 grader i hele landet. Ved kyster med pålandsvind bliver det dog en anelse køligere.

Det varme vejr rammer midt i en tid, hvor en række festivaler løber af stablen. Og det har fået arrangørerne til at udsende varsler og indføre særlige sikkerhedstiltag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto fra Copenhell.

Gælder også ‘dig med battlevesten og det lange garn’

De store og mellemstore festivaler, der falder sammen med hedebølgen tæller Roskilde Festival, Copenhell, Tinderbox, Kløften Festival og Thy Rock.

Copenhell starter allerede i dag, onsdag, og arrangørerne har forud for åbningsdagen delt en kraftig opfordring på festivalens hjemmeside.

Under overskriften ‘Husk at drikke vand i Helvede’ minder de gæsterne om at huske også at få andre drikkevarer end øl indenbords,

‘Det varme vejr betyder, at I alle sammen – også dig med battlevesten og det lange garn dernede på bagerste række – skal huske at drikke fandens meget vand i løbet af festivaldagene,’ lyder det blandt andet.

På Copenhell vil der blive solgt vand i barerne, ligesom der også vil være en række vandposter fordelt på festivalpladsen, hvor man kan fylde sin vandflaske.

Gæster er velkomne til at medbringe en tom vandflaske, der ikke er lavet af metal eller glas.

Over for TV 2 Kosmopol fortæller Copenhells direktør Jeppe Nissen desuden, at samaritterne har både saltvandsdrop og isposer klar, mens man også har sørget for flere områder med skygge.

København slipper faktisk relativt ‘let’ i forhold til andre dele af landet. Der forventes dog ifølge DMI’s vejrudsigt alligevel 28 grader både onsdag og torsdag, mens temperaturen tager et lille dyk fredag og lørdag med henholdsvis 27 og 26 grader.

Ikke desto mindre er det fortsat vigtigt at holde sig hydreret i varmen.

Se også
Den første i Norden: Roskilde Festival får særlig status

Vand og skygge baner vejen for en sikker festival

Både Tinderbox i Odense og Kløften Festival i Haderslev løber af stablen mellem torsdag og lørdag.

Her er man ifølge begge festivalers hjemmesider også opmærksom på det varme vejr og har sat ekstra vandposter op samt sørget for skyggemuligheder.

Det samme er tilfældet på Thy Rock, hvor det går løs fredag og lørdag.

Roskilde Festival åbner først portene lørdag og har fortsat til gode at komme med en officiel udmelding på de sociale medier og festivalens hjemmeside i forbindelse med hedebølgen.

Det forventes dog, at festivalens arrangører som vanligt vil opdatere gæsterne på vejrforholdene tættere på åbningen samt løbene under festivalen.

Annonce
Annonce
Annonce