Tre mænd i 20’erne, der har tilknytning til bandemiljøet, er blevet anholdt og sigtet for blandt andet frihedsberøvelse og voldtægt under særligt skærpende omstændigheder ved andet seksuelt forhold end samleje mod en 16-årig dreng.
Mændene, hvoraf to er 23 år og en er 21 år, er desuden sigtet for grov vold, udbredelse af seksuelt materiale med mindreårige samt at have efterladt den 16-årige dreng i hjælpeløs tilstand.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Ifølge politiet efterlod de den 16-årige, der er fra Odense, delvist afklædt og bundet.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Hændelsen skal være sket i april, og politiet mener, at den har forbindelse til en verserende konflikt mellem to bandegrupperinger i Odense.
Mændene er blevet anholdt tirsdag, og i den forbindelse er der foretaget ransagninger flere steder i Odense.
De tre fremstilles i grundlovsforhør tirsdag eftermiddag i Retten i Odense med henblik på varetægtsfængsling.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Her vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre.
Det er tidligere kommet frem, at der er en verserende konflikt mellem den forbudte bande Loyal To Familia (LTF) og en lokal gruppering ved navn NBV.
I konflikten har der blandt andet været en eksplosionsbrand i Korsløkkeparken i Odense natten til 1. februar.
Ingen kom til skade, men 25 personer menes at have været i fare.
Tre mænd er fængslet i den sag.
Ifølge Fyens Stiftstidende er det ikke første gang, at sådan episode er sket.
I bombesagen fra Nyborgvej blev en af de tiltalte dømt for at have filmet en ung mand, der fik en markørpind fra et havespil stukket op i endetarmen, skrifter mediet.
/ritzau/