En helikopter har fløjet en alvorligt tilskadekommen motorcyklist til et sygehus efter ulykken
Artiklen er oprindeligt udgivet 16:24. Opdatering nederst i artiklen.
En motorcyklist er kommet alvorligt til skade ved en ulykke.
Det skriver Ekstra Bladet.
Politiets vagtchef siger til Ritzau, at en bilinspektør er blevet tilkaldt for at undersøge årsagen til ulykken, og at han ikke umiddelbart kan sige noget nærmere om forløbet.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Ulykken er sket på Mønsvej lige øst for Vordingborg onsdag eftermiddag.
Motorcyklisten stødte sammen med en bil ved 14.30-tiden, og siden da har vejen været spærret.
En helikopter fløj til et hospital med den tilskadekomne.
Ifølge billedet, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, er motorcyklen og bilen styrtet frontalt ind i hinanden.
Bilen kølerhjelm og inde frontrude er fuldstændig ødelagt, mens motorcyklen ligger på jorden. Det er ikke muligt at se, hvilken tilstand motorcyklen er i.
Uheldet er sket i krydset ved Kohavevej, som ligger nordøst for den lille by Nyråd ikke langt fra Vordingborg.
Vejen er i øjeblikket er spærret i begge retninger.
OPDATERING 19:19.
En motorcyklist i 20’erne er død efter en alvorlig ulykke ved Vordingborg onsdag eftermiddag.
Det siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jannick Hallø til Ritzau.
“Motorcyklisten var en udenlandsk borger. Vores arbejde med at underrette de pårørende er iværksat”, siger vagtchefen.
Videre undersøgelser fra ulykkesstedet skal fastlægge, hvordan ulykken fandt sted.
Tragisk tendens
Fra 2020 til 2024 er 61 motorcyklister blevet dræbt, mens 798 kom alvorligt til skade i trafikken i Danmark.
Det skrev Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension i april om en ny undersøgelse af motorcyklisters adfærd.
Motorcyklister udgør omkring ti procent af alle dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken. Det viser tal fra Vejdirektoratet baseret på politiregistrerede ulykker.
Næsten fire ud af ti alvorlige motorcykelulykker er soloulykker, hvor for høj hastighed ofte er en afgørende årsag.
/ritzau/