Her er dagens avisledere om det nye ministerhold

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Et opsigtsvækkende ministerbytte har taget en stor del af opmærksomheden efter præsentationen af den nye såkaldte firkløverregering.

På forsiden af en række danske aviser kan man læse analyser, spekulationer og historier om, at de to socialdemokratiske ministre Peter Hummelgaard og Nicolai Wammen bytter ministerpost.

Hummelgaard overtager finansministerposten fra Wammen, der overtager Justitsministeriet fra Hummelgaard.

– Kronprinser og rivaler bytter poster – et magtopgør ulmer i Socialdemokratiet, lyder Jyllands-Postens forside.

Historier i samme boldgade pryder forsiderne på Børsen, Ekstra Bladet, Politiken, Berlingske og Kristeligt Dagblad.

Udpegelsen af Hummelgaard som finansminister bliver af flere analytikere og kommentatorer set som tegn på, at han nu er skubbet helt frem i køen som den mest sandsynlige arvtager til formandsposten i partiet efter statsminister Mette Frederiksen.

Spørger man hovedpersonerne selv, skal man dog ikke lægge så meget i, at Hummelgaard er ny finansminister i stedet for Wammen.

Det gjorde de begge klart onsdag, og Mette Frederiksen forklarede, at alle socialdemokratiske ministre fra den tidligere SVM-regering skulle have nye opgaver.

På papiret er byttet en degradering for Wammen, som siden 2019 har været finansminister. Han har altså haft posten som finansminister fra dag ét, hvor Mette Frederiksen har været statsminister.

– Altså jeg har svært ved at se, at det skulle være en dårlig opgave at være justitsminister i Danmark, sagde Wammen dog onsdag.

– Det er en af de vigtigste ministerposter i forhold til at holde danskerne trygge, både når det gælder bekæmpelsen af kriminalitet og terror. Jeg har faktisk altid godt kunne tænke mig at blive justitsminister, men har ikke haft chancen før, tilføjede han.

Han afviste at tale om posten som S-formand i fremtiden.

– Vi er slet ikke der. Prøv at hør, vi har en formand, og den dag vi ikke har det længere, så finder vi en ny formand, sagde Wammen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce