Den danske undergrund bobler: Torsdag koger den over på Saxogade

Tidligere på året snakkede Presse-fotos.dk med Wesmo. Torsdag kan du opleve ham og flere andre storhypede kunstnere på Saxogade. Video: Presse-fotos.dk
Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Torsdag eftermiddag og aften flyder Saxogade over med navne, der meget vel kan komme til at forme fremtiden for dansk rap.

I løbet af 2010’erne var der nærmest garant for kaos, når det årlige Distortion løb af stablen.

Særligt i starten af årtiet var der en særlig aura omkring den københavnske festivals vanvittige gadefester, der blev et springbræt for en lang række af de artister, der siden har siddet tungt på den danske hiphoptrone. Det var navne som Kidd, Topgunn, Kesi og Gilli.

Siden dengang er der sket en del med Distortion, og de helt store og mildest talt ukontrollerede gratis gadefester er en saga blot.

Helt væk er de gratis gadekoncerter dog ikke, og torsdag kan en række forskellige kulturaktører invitere publikum til god musik og feststemning ved flere mindre gadefest-arrangementer.

Og selvom der er flere stærke bud på, hvad du skal bruge din torsdag eftermiddag og aften på, er der særligt ét event, der næsten bør have mødepligt for hiphophoveder.

Et event, der måske ikke størrelsesmæssigt, men på mange andre måder leder tankerne tilbage til starten af 2010’erne, hvor en gylden generation af danske rappere brød igennem med Distortion som springbræt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Wesmo er blandt de navne, der torsdag indtager L8 Scenen på Distortion. Arkivfoto.

Don’t be L8

Ligesom det var tilfældet for halvandet årti siden, sker der i disse år noget særligt i den danske undergrund.

En række spændende, unge navne står med de sociale medier og stærke liveoptrædener på tværs af landet som redskaber på tærsklen til det helt store gennembrud.

Hver især tilbyder de et friskt alternativ til den lyd, der har hersket på toppen af dansk rap i de sidste mange år.

Og mange af dem, kan du stifte bekendtskab med torsdag fra 16 til 22 på Saxogade 104B.

På denne adresse stiller arrangørerne fra L8 Events nemlig deres egen Distortion-scene op med et line-up, der får mundvandet til at løbe.

Har du tid i skemaet, bør du uden tvivl møde op fra eventets start, hvor DJ Melo og DJ Koko spiller op til fest.

Herefter kan du glæde dig til melodisk trap med Priess og lyriske finurligheder med Valde på Mars & Gunnar.

Første halvdel af aftenen rundes af med optrædener fra to fremadstormende crews i form af NS Gang og 100Barz – sidstnævnte repræsenteret af Chrome!, Skomager og Danjoo.

‘Doublepeace’ og tango

Alle fem koncerter er uden tvivl must-hear, men det er altså anden halvdel af programmet, der for alvor kommer til at sætte ild til Saxogade.

Aftenen fortsætter nemlig med fem af de mest hypede og spændende navne fra den danske undergrund.

Klokken 19.00 træder 2Tiltango på scenen med deres blanding af klubproduktion, popappel og hiphopattitude.

Duoen har skabt bølger med flere singler og ep’er i de seneste år. Og en af deres mest populære udgivelser kom sidste år via et samarbejde med en anden duo, der tilfældigvis også følger lige efter dem på torsdagens program.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Thomas Vejbæk – bedre kendt som Fed – har med stor succes samarbejdet med 2Tilgango. Torsdag indtager han L8 Scenen lige efter duoen. Arkivfoto.

I 2025 udgav 2Tiltango og rapperen Fed nemlig ep’en ‘Fed tango’, der indeholdt undergrundshits som ‘Uden at blink’ og ‘Drømmejob’.

På sidstnævnte track – og flere andre på ep’en – medvirker Feds tro væbner Phil, der som både manager og gæsterapper spiller en vigtig rolle i duoen Fed & Phils succes.

Det er dog Thomas ‘Fed’ Vejbæk, der med sin lettere hashtågede humor og stilsikre rim agerer frontfigur i projektet.

Ligesom det har været kutymen på tidligere udgivelser, er det Fed, der står som hovedkunstner på den seneste ep ‘Doublepeace’.

Men vanen tro medvirker Phil på flere af ep’ens varmeste numre som ‘Jeg vil ha’ en rapper’ og ‘Resten af byen’ – ligesom han også er at finde på coveret.

Som duo har de to unge koldingensere en særlig aura, når de spytter rim over beats, der leder tankerne tilbage til The Neptunes’ storhedstid i 00’erne.

Se også
Det bliver en ‘Fed’ sommer: ‘DOUBLEPEACE’ rammer hele landet

Rapkometer indtager Saxogade

Efter den poprappede fest med Fed & Phil vender stemningen til noget mere aggressivt og dystert med Max Felix.

Med blot tre singler til sit navn, har hans post-punkede raplyd allerede vakt stor interesse blandt både anmeldere og fans.

Den Def Jam Nordic-signede artist debuterede så sent som i november med den intense single ‘Havregryn’ og har blot holdt niveauet siden.

Max Felix’ efterfølger på L8 Scenen debuterede blot en uge tidligere og har ligeledes udgivet tre singler i alt.

På det punkt minder Marq en del om Felix, men stilistisk er der store forskelle på de to artister.

Marq bragede nemlig ind på scenen med en jazz-rappet lyd, tydeligt inspireret af amerikanske Kendrick Lamar, og har siden bevist sit værd som en af de mest spændende lyrikere lige nu.

Senest fik han et betydeligt skulderklap fra ikoniske DJ Static, da han medvirkede på dj’ens netop udgivne plade ‘Stadig Rolig’.

‘Wesmo Time’

Klokken 21.00 kommer måske aftenens højdepunkt, når den unge grime-konge Wesmo træder ind på scenen.

Han har ligesom Max Felix og Marq gjort sig bemærket på ganske kort tid.

Tilbage i marts udgav han sin debut-ep ‘1 år’, der er fyldt med hårdtslående grime-beats – leveret af Wesmos hofproducer Wilhook – og maskingeværrim, der lander med ufattelig præcision.

På scenen har den unge nordjyde, der nu kalder Nørrebro for hjem, markeret sig som et af landets stærkeste livenavne.

Tro mod grimekulturen er hans optrædener mere end bare koncerter – det er sociale samlingspunkter, hvor publikum og kunstner smelter sammen i en fælles energiudladning.

Hvis du kun har tid til én koncert torsdag aften, er det her du skal være til stede foran L8 Scenen.

Se også
Folk siger, at dansk rap er blevet kedeligt: Wesmo har løsningen

Aftenen slutter med en artist, der endnu ikke har udgivet noget officielt, men alligevel har skabt betydelig hype om sit navn – blandt andet med en koncert på Smukfests Live Camp sidste år.

Alus lyd er rodfæstet i den danske undergrund med elementer af rap, UK garage, jungle og andre elektroniske genrer.

Det bliver med sikkerhed en festlig afslutning på en legendarisk dag.

Læs mere om eventet her.

Annonce
Annonce
Annonce