Det bliver en ‘Fed’ sommer: ‘DOUBLEPEACE’ rammer hele landet

Lær Thomas 'Fed' at kende når han svarer på 10 hurtige spørgsmål her. Video: Presse-fotos.dk

Thomas Vejbæk måtte lægge fodboldstøvlerne på hylden efter en skade, men i stedet fandt han sig til rette i musikkens verden. Fredag er han aktuel med sin nye ep ‘DOUBLEPEACE’.

23-årige Thomas Vejbæk har været flittig i studiet de seneste år – ofte i selskab med Philip Clausen, der er både samarbejdspartner, kammerat og manager i én person.

Som rappere kalder de sig henholdsvis Fed – tidligere Fed Pik – og Phil – også kendt som Lille Philip. Med førstnævnte som bastionsfigur og sidstnævnte som manden med det store overblik står de på tærsklen til det store gennembrud.

Duoen har allerede skabt bølger med numre som ‘Phil&Fed’ og ‘Bundløs’. Og fredag er Fed ude med en ny ep, der igen gæstes flittigt af Phil.

Da Presse-fotos.dk mødte ham få dage inden udgivelsen var den unge rapper fyldt med spænding over det seneste udspil, der lander i en tid, hvor han – selvfølgelig sammen med sin tro væbner – står foran et markant skridt i karrieren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

‘DOUBLEPEACE’ er allerede både et motto og et håndtegn for Fed. Nu bliver det også en ep.

‘Der skal to til fred’

Den nye ep har fået titlen ‘DOUBLE PEACE’ – et motto, som opstod spontant, da Fed sad med en ven i en kolonihave.

“Der skal to til fred. Dobbelt fred. DOUBLE PEACE,” forklarer Fed.

Projektet byder på mere af den friskfyragtige attitude og den funky, 00’er-nostalgiske produktion, der har bragt ham og Phil succes tidligere.

Fed er stadig ovenud uhøjtidelig, men han påstår selv, at han er blevet mere moden. Og det kan da også godt høres på ‘DOUBLE PEACE’.

Tekstuniverset er stadig primært centreret om damer og byture, men både sangskriveriet og flowet er strammet op. Alt overflødigt er skåret væk, og det er tydeligt at mærke, at Fed tager karrieren mere alvorligt end nogensinde før.

“Jeg har lagt mit liv i det her projekt,” skrev Fed blandt andet, da han mandag annoncerede ‘DOUBLE PEACE’ i en Instagram-video.

Fra Brøndbys akademi til Universal

Da han som helt ung begyndte at smide musik op på Soundcloud, var det ellers alt andet end seriøst for Thomas Vejbæk. Dengang var der da også noget andet, der fyldte mere end musikken.

Han var nemlig lidt af et fodboldtalent og var sågar et smut forbi Brøndbys akademi, før han vendte tilbage til Kolding, hvor han er vokset op.

Desværre betød skader, at han måtte skyde en hvid pil efter fodbolddrømmene.

Sammen med Phil, der ligeledes kommer fra Kolding, begyndte han at tage musikken mere og mere seriøst. De flyttede også begge til hovedstaden. Og det har altså vist sig at give pote.

Streamingtallene har været støt stigende, og i skrivende stund har Fed 42,5 tusind månedlige lyttere på Spotify, hvor han sammenlagt har fået millioner af streams.

Se også
Folk siger, at dansk rap er blevet kedeligt: Wesmo har løsningen

Sidste år tog han endnu et markant skridt, da han landede en distributionsaftale med de store spillere i pladeselskabet Universal.

Men selvom pladeselskabet nu er inde over distributionen, er alt andet totalt gør-det-selv.

“Man kan høre, det er mig. Det synes jeg bare er fedt. Det er ikke fordi, man hører det, og så lyder det som nogen andre,” slår Fed fast.

Du kan selv vurdere, om du kan høre, at det er Thomas, når Fed udgiver ‘DOUBLE PEACE’ fredag. I løbet af de kommende måneder kan du også stifte bekendtskab med Fed og Phil, når de sætter ild til landets scener.

“‘DOUBLE PEACE’ kommer rundt over hele landet, er det jeg regner med. Og så skal vi ud og spille det live over hele sommeren. Så det glæder jeg mig til. Jeg er klar,” siger Fed.

I efteråret kommer den foreløbige kulmination, når duoen tager et nyt stort skridt med koncerter i både Voxhall og Lille Vega.

De koncerter kan du læse mere om her.

Hvis du vil lære Fed endnu bedre at kende, kan du komme tættere på ham i videoen øverst i artiklen.