Med nyt fireårigt projekt skal borgerne engageres mere i de politiske beslutninger i hverdagen.
Kommunerne skal tættere på borgerne, og borgerne tættere på beslutningerne.
Det er ambitionen bag et nyt, fireårigt initiativ fra Kommunernes Landsforening (KL), der sammen med landets kommuner vil forsøge at styrke det lokale demokrati i en tid, hvor tillid og sammenhængskraft ifølge flere vurderinger er under pres.
Projektet, der har fået navnet ”Demokrati og sammenhængskraft”, skal ifølge KL både øge forståelsen for det lokale demokratis betydning og skabe mere engagement i de politiske beslutninger, der påvirker hverdagen i kommunerne.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver KL i en pressemeddelelse.
“Det danske demokrati står stærkt. Vi har fortsat stor tillid til hinanden, myndighederne og de folkevalgte,” lyder det fra KL’s formand, Peter Rahbæk Juel, der samtidig peger på, at demokratiet ikke må tages for givet.
Han understreger, at kommunerne har et særligt ansvar for at sikre demokratiets udvikling:
“Vores decentrale samfundsmodel gør, at borgerne er tæt på beslutningerne om den fælles hverdag. Men vores demokrati står også over for udfordringer, som vi er nødt til at se på med meget åbne øjne. Vi kan og må vi ikke tage vores demokrati for givet,” fortsætter Peter Rahbæk Juel.
Fokus på unge, borgerinddragelse, arbejdsvilkår
Ifølge KL skal initiativet blandt andet sætte fokus på unge i demokratiet, borgerinddragelse, civilsamfund, lokale medier og den offentlige samtale.
Samtidig skal også kommunalbestyrelsernes arbejdsvilkår og rammer for politisk arbejde indgå i indsatsen.
De første aktiviteter forventes at blive sat i gang kort efter sommerferien, og kommunerne vil løbende kunne bidrage med egne lokale projekter og erfaringer.
KL’s næstformand, Martin Damm, fremhæver, at arbejdet skal bygge videre på allerede eksisterende lokale initiativer, men samtidig løfte indsatsen op på et nationalt niveau:
“Det repræsentative demokrati er hele fundamentet for det samfund, vi har. Et samfund, hvor der er nogle, der bliver valgt til at tage ansvar for helheden. For fællesskabet. Og for vores fælles hverdag. Vi glæder os derfor til at samle kommunalpolitikere og andre med interesse for vores demokrati om den store opgave at bringe det stærkt og sikkert ind i fremtiden,” siger han.
Han peger på, at målet er at styrke og fremtidssikre det lokale demokrati, så flere borgere får lyst og mulighed for at deltage aktivt i de beslutninger, der former deres hverdag.
Med initiativet lægger KL og kommunerne op til en bred, flerårig indsats, der skal engagere både politikere, civilsamfund og borgere i en fælles debat om demokratiets rolle i fremtidens Danmark.
