Elbilerne i den samlede danske bilpark kommer til at fylde mere og mere, når det kommer til at nå klimamålene. Det påpeger interesseorganisationen Mobility Denmark.
Elbilerne spiller nu en afgørende rolle i Danmarks grønne omstilling.
Det viser regeringens nye Klimastatus og -fremskrivning 2026, hvor transportsektoren fremhæves som en af de største årsager til, at Danmark ser ud til at nå klimamålet i 2030.
Særligt udviklingen på bilmarkedet får stor betydning. Ifølge fremskrivningen ventes udledningerne fra transportsektoren næsten halveret fra 2024 til 2030, mens personbilernes CO2-udledning alene forventes reduceret med omkring 52 procent.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Forklaringen er først og fremmest den massive vækst i antallet af elbiler, som i stigende grad erstatter benzin- og dieselbiler på de danske veje.
Hos Mobility Denmark kaldes udviklingen et gennembrud for den grønne omstilling.
“Det er en markant anerkendelse af den udvikling, vi ser på bilmarkedet. Danskerne vælger elbilen i et tempo, som for få år siden virkede meget ambitiøst,” siger administrerende direktør Mads Rørvig.
Nærmer sig historisk milepæl
Tallene viser samtidig, at elbiler er blevet den dominerende biltype i Danmark.
Regeringens egne beregninger viser, at elbiler står for omkring 84 procent af salget af nye personbiler i 2025, og i 2030 forventes tallet at stige til cirka 94 procent.
Samtidig ventes antallet af elbiler i Danmark at nå omkring 1,5 millioner inden udgangen af årtiet.
Mobility Denmark vurderer endda, at Danmark allerede i 2027 kan passere én million elbiler på vejene, hvis prisniveauet fortsat gør elbiler attraktive for danskerne.
“Vi står meget tæt på en historisk milepæl. Når Danmark runder 1 million elbiler, vil det være et tydeligt bevis på, at den grønne omstilling af bilparken er rykket fra politiske ambitioner til virkelighed på vejene,” siger Mads Rørvig.
Branchen vil fjerne registreringsafgiften
Brancheorganisationen mener dog, at udviklingen kan accelereres yderligere. Derfor opfordrer Mobility Denmark nu til, at registreringsafgiften på elbiler afskaffes helt.
Ifølge organisationen vil det gøre det billigere for danskerne at vælge nye og mere klimavenlige biler, samtidig med at ældre benzin- og dieselbiler hurtigere bliver udfaset.
Samtidig ønsker branchen et nyt afgiftsystem, hvor beskatningen i højere grad tager udgangspunkt i bilernes faktiske belastning af klima og samfund fremfor faste afgifter.
Mobility Denmark peger også på, at en nyere bilpark kan forbedre trafiksikkerheden og reducere administrative omkostninger.
“Klimafremskrivningen viser, at bilerne leverer en meget stor del af svaret på klimaudfordringen. Derfor bør vi også fjerne de barrierer, der fortsat bremser udviklingen,” siger Mads Rørvig.
Ifølge organisationen har Danmark nu mulighed for at placere sig blandt verdens førende lande inden for grøn mobilitet – men kun hvis tempoet i omstillingen fastholdes de kommende år.