Dansk Folkepartis formand kommer igen med en opfordring til Lars Løkke Rasmussen, efter at der nu er kommet en borgerlig kongelig undersøger.
Venstres Troels Lund Poulsen har fået stafetten og er blevet forhandlingsleder for at danne en ny regering.
Det er har fået flere blå partier til at drømme om en borgerlig regering igen, trods at det kræver et noget broget flertal.
Men endnu sværere kræver det også, at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen begraver stridsøksen. Og nu kommer der en opfordring fra DF-formanden.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, gentager sin opfordring til Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, om, at de begge begraver deres ministerdrømme, så der på den måde kan komme en borgerlig regering.
Det skriver Messerschmidt på Facebook.
– Den dag, hvor Dansk Folkeparti går i regering, skal nok komme. Men det Folketing, som vælgerne har sammensat, levner ikke mange muligheder for et rigtigt blåt flertal. Det skal dog ikke afskære os fra at gøre det, der nu kan gøres. Eksempelvis at få en ny statsminister, skriver Messerschmidt.
DF-formanden har ved flere lejligheder udtalt, at han aldrig vil være med til at gøre Løkke til minister.
Men Moderaterne sidder med de afgørende mandater efter folketingsvalget i marts, og det er Løkke, som nu er skyld i, at Troels Lund Poulsen (V) – og ikke Mette Frederiksen (S) – er kongelig undersøger og dermed forhandlingsleder i forhold til at danne en ny regering.
Det skal udnyttes, mener Messerschmidt.
– Danmark har før haft mindretalsregeringer. Som under Anders Fogh Rasmussen, hvor vi indledte den grundlæggende forandring af udlændingepolitikken. Det kan godt lade sig gøre. Og hvis vi i det borgerlige fundament står sammen, vil vi stå stærkt i et sådan samarbejde, skriver Messerschmidt.
Han er med på, at Løkke ser anderledes på en række områder end DF og andre blå partier.
– Derfor giver det ikke mening at sidde i samme regering. Det er som olie og vand. Men hvis vi er enige om, at Mette Frederiksen ikke længere skal være statsminister, så lad os starte der. Og sammen skabe en mindretalsregering, hvor vi viser en ny retning for Danmark, skriver Messerschmidt.
Løkke satte fredag en stopper for en centrum-venstre-regering, da han hellere ville pege på Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger frem for Mette Frederiksen, der siden valget har været forhandlingsleder.
/ritzau/
