Der er blevet slået dronealarm i en lufthavn, og derfor har myndighederne set sig nødsaget til at stoppe alt flytrafikken i området. SAS-fly er blandt andet endt midt i dramaet, da flyet skulle til at lande
Tilbage i september 2025 blev der slået dronealarm i Danmark, da myndighederne registrerede flere uidentificerede droner over kritisk infrastruktur og militære områder herunde.
Situationen førte til, at luftrummet over flere danske lufthavne af flere omgange måtte lukkes. Hundredevis af flyafgange blev ramt af konsekvenserne, og et hav af passagerer måtte finde sig i at blive omdirigeret og lande i andre lufthavne.
Ud over konsekvenserne for flytrafikken førte dronehændelserne også til øget beredskab hos politiet og i Forsvaret, mens ledere af regeringen og beredskabsmyndigheder holdt det ene pressemøde efter det andet for at holde offentligheden underrettet om situationen.
Nu ser det ud til, at den er gal med droner i vores nærområde igen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Flytrafikken til og fra den norske by Bergen har søndag været påvirket af, at en drone blev observeret ved lufthavnen.
– Der har været en droneobservation på Flesland, og det er årsagen til, at flere fly har måttet vente. Det har påvirket flere fly på vej ind eller ud, siger Carita Storm Røsaasen, der er pressekontakt i selskabet Avinor, til Bergens Tidende.
Flesland er det område, hvor lufthavnen ligger.
Et SAS-fly fra København måtte omdirigeres og er i stedet landet i Haugesund, der ligger omkring 120 kilometer længere mod syd. Det skriver Bergens Tidende.
Flyet fra København var det eneste, der måtte omdirigeres til en anden lufthavn.
Opholdet i flytrafikken varede i alt omkring 15 minutter, meddeler Avinor.
Fire andre ankomster og fire afgange blev påvirket af droneobservationen, hedder det videre. Det er ikke umiddelbart oplyst, om disse afgange og ankomster blev forsinket eller måtte aflyses.
Politiet meldte om, at der var en drone i området omkring lufthavnen klokken 13.56. Derpå blev luftrummet omkring Bergens lufthavn lukket.
Politiets søgning efter dronen og droneføreren har ikke givet noget resultat.
Eftersøgningen er nu afsluttet, men der bliver oprettet en politisag, fremgår det af politiets døgnrapport.
Lufthavnen i Bergen har – ligesom en række andre lufthavne i det nordlige Europa – også tidligere været lukket, efter at der er set droner i området.
Det vækker frygt for, at der kan være tale om russiske droner, der sendes ind for at forstyrre trafikken.
