En hjemmeside, der markedsfører sig som dansk sikkerhedssoftware, vækker nu alvorlig bekymring hos ekspert.
Ved første øjekast fremstår siden troværdig, men et nærmere kig afslører en række ildrøde advarselsflag.
Blandt andet hævder siden at være omtalt i medier som DR, TV 2 og Berlingske, uden at der kan findes dokumentation på dette, hverken på hjemmesiden eller ved en Google-søgning.
“Den er så professionelt lavet, at man ikke opdager det med det samme,” siger Jacob Mogensen, der er såkaldt svindelekspert, til Ekstra Bladet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Sitet Danshield.dk præsenterer sig som ‘dansk antivirus til danske familier’ med rødder i Aarhus, men ifølge svindelekspert Jacob Mogensen tyder meget på, at der er tale om fup.
Samtidig er domænet nyoprettet i 2026, telefonnummeret virker ikke, og registreringen peger mod De Forenede Arabiske Emirater frem for Danmark. Oplysninger om firma og CVR-nummer stemmer heller ikke overens med eksisterende virksomheder.
Ifølge eksperten er det netop kombinationen, der er afgørende.
“Et helt nyt domæne, uverificerede troværdighedsmarkører og et setup, der leder brugeren over i telefonkontakt,” forklarer han.
Flere markante røde flag
Den største bekymring knytter sig dog til selve programmet. Når man forsøger at hente det via Google Chrome, bliver det markeret som mistænkeligt.
Programmet er ikke digitalt signeret, hvilket betyder, at systemer som Microsoft Windows ikke kan verificere, hvem der står bag.
Alligevel påstår hjemmesiden det modsatte.
Samtidig kræver siden, at brugere indtaster deres telefonnummer, før de overhovedet kan hente programmet – et klassisk tegn på svindel, ifølge eksperten.
Over telefonen kan de guide brugeren til at ignorere sikkerhedsadvarsler og i værste fald installere skadelig software, påpeger han.
Metoden er velkendt: Kontakt flyttes væk fra skærmen og over i direkte dialog, hvor svindlere har større kontrol.
