Flere af årets klimamodeller begynder nu at vise tegn på, at vejrfænomenet er på vej, lyder det fra organisation.
De varmere dage har allerede lagt sig henover Danmark i denne uge. Og det tyder på, at de varmere temperaturer er kommet for at blive.
I hvert fald hvis du spørger World Meteorological Organization (WMO).
(Artiklen fortsætter under billedet)

Vejrfænomenet El Niño vil med stor sandsynlighed sætte ind de kommende måneder, hvilket forventes at føre til højere globale temperaturer og ændringer i nedbørsmønstrene flere steder i verden.
Det skriver WMO, der er FN’s meteorologiske organisation, i en pressemeddelelse.
– Efter en periode med neutrale forhold i begyndelsen af året er klimamodellerne nu i vid udstrækning på linje med hinanden, og der er en stærk overbevisning om, at El Niño sætter ind, siger Wilfran Moufouma Okia, der er chef for klimaforudsigelser hos WMO.
El Niño refererer til en markant, periodisk opvarmning af overfladevandet i den østlige og centrale del af Stillehavet ud for Sydamerika.
Denne opvarmning kan påvirke vejrsystemerne i store dele af verden og fører generelt til højere globale temperaturer.
Det er netop hurtigt stigende havtemperaturer, der får WMO til at advare om, at El Niño er på vej og kan være nært forestående.
Allerede fra maj til juli forventes El Niño at påvirke vejret. Vejrfænomenet varer typisk mellem ni og 12 måneder.
Forskellige vejrmodeller indikerer, at der de kommende tre måneder vil være en “stort set global tilstedeværelse af temperaturer ved jordoverfladen, der ligger over det normale niveau”, skriver WMO.
Derudover peger vejrmodellerne på, at der vil være regionale forskelle i nedbørsmønstrene.
Der går typisk mellem to og syv år mellem, at verden rammes af El Niño.
Selv om hver El Niño udarter sig forskelligt fra gang til gang, vurderes fænomenet generelt at føre til øgede regnmængder i dele af Sydamerika og det sydlige USA, på Afrikas Horn og i Centralasien.
Samtidig medfører El Niño typisk tørke i Australien, Indonesien og det sydlige Asien.
Den seneste El Niño-episode begyndte i 2023 og strakte sig ind i 2024. Sammen med menneskeskabte klimaforandringer menes denne El Niño at være grunden til, at 2024 er det hidtil varmeste år, der er registreret på Jorden.
Navnet El Niño betyder “Drengebarnet” på spansk, som refererer til Jesusbarnet, idet vejrfænomenet historisk set er blevet registreret ved varmere havstrømme omkring jul.
