Mange års hårde prisstigninger: Nu vender det

Efter flere år, hvor indkøbskurven kun er blevet tungere for pengepungen, kommer der nu et lille, men opsigtsvækkende, vendepunkt.

For første gang i lang tid bevæger priserne i supermarkedet sig en ny vej. nemlig nedad.

Noget, der kan give et meget tiltrængt pusterum til danskerne, når de skal handle ind.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Endelig er der lidt godt nyt til de danske forbrugere i dagligvarehandlen. (Arkivfoto).

Ifølge tal fra den svenske analysevirksomhed Matpriskollen er fødevarepriserne i Danmark faktisk faldet siden starten af april.

Ikke dramatisk men alligevel nok til, at det kan mærkes.

“Hyldepriserne er faldet med gennemsnitligt 0,2 procent,” lyder det fra deres danske ansvarlige, Lars Smidt.

Det kan lyde som et lille fald på papiret. Men faktisk er det et tydeligt signal i en tid, hvor alt ellers har peget opad.

Og det mest overraskende er, at det sker samtidig med, at verden igen taler om stigende priser, vurderer Lars Smidt.

På trods af globale kriser

Konflikter i Mellemøsten, usikkerhed om energipriser og bekymringer for global handel, blandt andet omkring det strategisk vigtige Hormuzstræde, har ellers fået mange til at forvente endnu en bølge af prisstigninger.

Men i stedet sker det modsatte.

“Det overraskende er, at prisfaldet kommer netop nu,” siger Lars Smidt.

Det er Især én varegruppe, som skiller sig ud. Det er frugt.

Her er priserne faldet med omkring 0,6 procent på bare få uger. Det er ikke tilbud eller kampagner, der driver udviklingen, men de helt almindelige hyldepriser.

Altså de priser, du møder, når der ikke er gule skilte eller rabatter.

Og det tyder på noget mere grundlæggende, nemlig at supermarkederne rent faktisk har justeret priserne ned.

Bag analysen ligger overvågning af omkring 26.000 varer i danske supermarkeder og discountbutikker.

Billedet viser, at de fleste varer er enten faldet lidt i pris eller har holdt sig stabile.

Kun enkelte kategorier, som ris og børnemad, er steget.

Men selvom det er gode nyheder, er der også en virkelighed, der ikke helt forsvinder, og det er, at priserne generelt stadig er høje.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er fødevarer steget med over 30 procent de seneste fem år.

Så det lille fald i april ændrer ikke det store billede.

Men det giver et glimt af noget, mange forbrugere har savnet. En pause fra prisstigningerne nede i supermarkedet.

Måske endda begyndelsen på en ny retning. For første gang i lang tid er der noget, der tyder på, at det ikke kun bliver dyrere at handle ind.

Og selvom 0,2 procent ikke lyder af meget, så er det nok til at få håbet til at spire nede ved kassebåndet.