Chok: Russisk ubåd spottet i Kattegat

Sveriges militær følger sammen med allierede en russisk ubåds færd ind i Østersøen.

Sveriges militær følger fredag en russisk ubåd i Kattegat.

Det skriver det svenske forsvar i en pressemeddelelse.

– Sammen med allierede følger forsvaret nu ubådens fortsatte rute ind i Østersøen, lyder det.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et svensk jagerfly følger lige nu ubåden. Foto: Försvarsmakten

Det fremgår samtidig, at der er tale om en rutineoperation.

Det er kampfly af typen JAS 39 Gripen, som skal have opdaget ubåden.

Umiddelbart fremgår det ikke, om ubåden befinder sig i svensk farvand, og hvilke allierede der hjælper.

Ud fra hjemmesiden MarineTraffic kan det dog ses, at den danske fregat Esben Snare ligger tæt på et russisk skib omkring Anholt.

Presse-fotos.dk har forsøgt at få en kommentar fra Forsvaret fredag aften, om hvorvidt Danmark er en af de allierede, der hjælper det svenske forsvar, men uden held.

Men Jonas Beltrame-Linné, der er pressechef i det svenske forsvar, oplyser til Göteborgs-Posten, at ubåden befinder sig i internationalt farvand.

Svensk forsvar beskriver indsatsen som en del af sit arbejde med at sikre Sveriges og allieredes territoriale integritet.

– Det her er jo vores baghave, og vi har god kontrol med Østersøen. For os handler det om at markere vores tilstedeværelse. Vi ser, hvad der sker og har kontrol med situationen, siger pressechefen til Göteborgs-Posten.

Han siger også, at indsatsen er sket i regi af Nato. Men han henviser samtidig til, at de enkelte allierede selv må melde ud om deres deltagelse.

/ritzau/

Se også
Efter bombe i forhandlinger om ny regering: Nu er de inviteret