USAs præsident, Donald Trump, kommer mandag med en stor og opsigtsvækkende melding under kæmpekrigen, der udspiller sig i Mellemøsten. Meldingen kan ændre alt
For tre uger siden startede en ny storkrig i Mellemøsten, da Israel og USA sendte et hav af kampfly, bomber og missiler ind over Iran for ifølge landene at fjerne iranernes mulighed for at udvikle atombomber.
Siden har krigen hærget, og Iran er gået til modangreb på mindst ti lande i regionen, der på den ene eller anden måde har relation til USA eller Israel.
Men nu ser noget ud til at kunne have ændret sig ifølge USAs præsident, Donald Trump.
Det melder han ud mandag.
(Artiklen fortsætte r under billedet)

USA og Iran er enige på afgørende punkter, men det er stadig uvist, om der vil falde en aftale på plads mellem landene.
Det siger USA’s præsident, Donald Trump, i udtalelser til journalister mandag på vej om bord på præsidentflyet Air Force One.
Tidligere mandag meddelte Trump på Truth Social, at han havde bedt det amerikanske forsvarsministerium om at “udsætte alle militære angreb mod iranske kraftværker og energiinfrastruktur i en periode på fem dage”.
– Vi laver en femdagesperiode, og så ser vi, hvordan det går. Hvis det går godt, ender vi med at få en aftale på plads.
– Ellers bliver vi bare ved med at bombe løs, siger præsidenten.
Unavngivne kilder i den iranske regering siger, at der ikke er nogen forhandlinger i gang mellem USA og Iran. Men det modsiger Trump.
– Vi havde nogle meget, meget stærke forhandlinger. Vi må se, hvor de fører hen. Der er punkter – afgørende punkter – med enighed. Jeg vil sige næsten enighed om alle punkter. Det var meget stærke forhandlinger, som hr. Witkoff og hr. Kushner førte, siger Trump med henvisning til sine to udsendinge, der hyppigt forhandler for USA.
– Alt, hvad jeg siger, er, at vi står med en reel mulighed for at lave en aftale, siger Trump.
Han siger videre, at der er forhandlinger i gang med en “højtstående person”, som ikke er landets øverste leder – altså ayatollah Mojtaba Khamenei.
Hvem der aktuelt tales med, siger præsidenten dog ikke.
– Vi har med den person at gøre, som jeg mener, er den mest respekterede og er lederen, siger Trump.
Axios-journalisten Barak Ravid skriver med henvisning til en israelsk embedsmand, at de amerikanske udsendinge forhandler med formanden for Irans parlament, Mohammad Bagher Ghalibaf.
Oplysningen er ikke officielt bekræftet.
Præsidenten siger ifølge Sky News også, at der var forhandlinger søndag aften.
– De (Iran, red.) vil rigtig gerne lave en aftale. Vi vil også rigtig gerne lave en aftale. Vi kommer til at mødes i dag, formentlig på telefon, for det er meget svært for dem at komme ud, går jeg ud fra, siger Trump.
Han siger også, at Iran går med til ikke at udvikle atomvåben.
Det har længe været den officielle iranske udmelding, at landet ikke ønsker at udvikle atomvåben.
Men Det Internationale Atomenergiagentur har løbende udtrykt bekymring for Irans atomprogram og beholdning af beriget uran.
/ritzau/