Efter mere end tre årtier, siger skuespiller Tommy Kenter farvel til sit populære musikalske comedyshow ‘Kentex’.
Siden 1994 har den danske skuespiller Tommy Kenter rejst Danmark rundt med sit musikalske comedyshow ‘Kentex’.
Men nu er det slut.
Til efteråret kan Kenter nemlig præsentere den allersidste omgang af showet, som han modtog Teaterpokalen for i 1994.
Dermed er det sidste chance for at opleve en række ikoniske figurer, som har været en fast bestanddel af ‘Kentex’ i de sidste 32 år.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ikke alene på scenen
Når sidste runde af ‘Kentex’ indtager Sceneriet under Det Ny Teater i København, bliver det med undertitlen ‘Mere smukt end brugt!’
Som altid byder showet på en blanding af musik og humor samt et gensyn med velkendte figurer som Rudy S. Kleützner, Alf Velling og teenageren Kjeld.
Publikum kan også se frem til at opleve comedy- og vokaltrioen Intrio i rollerne som ‘Kentex Sisters’.
Anført af jazzvokalist og bakkesangerinde Ann Farholt vil de tre kvinder både synge stryger- og blæserarrangementer ledsaget af Lone Selmer og Tommy Kenter på hvert deres piano.
Showet vil både indeholde sange fra ‘The Great American Songbook’ samt nyopdagede tekster fra den ikoniske humorist Finn Søeborg.
En hæderkronet karriere
Foruden ‘Kentex’-showene har Tommy Kenter siden han var helt lille gjort sig bemærket med stærke præstationer både på scenen og filmsettet.
Som bare niårig fik han debut på Det Ny Teater i forestillingen ‘Den forelskede kamphane’. Og siden har han medvirket i en lang række forestillinger.
I 2020 modtog han Reumerts Hæderspris i forlængelse af sin anmelderroste rolle som mælkemanden Tevye i ‘Spillemand på en tagryg’.
I skrivende stund kan han opleves i ‘My Fair Lady’.
I 1979 blev han desuden tildelt den allerførste Årets Dirch som årets bedste revykunstner.
I filmens verden er han også prisbelønnet – særligt for sin hovedrolle i ‘Lad isbjørnene danse’, der landede ham både en Robert og en Bodil i 1991.
11 år senere tog han sin anden Bodil – denne gang for bedste mandlige birolle i filmen ‘Fukssvansen’ – hvorefter han udførte sit berygtede stunt med Bodil-kagen.
Om der er kage involveret i sidste omgang af ‘Kentex’ er fortsat uvist, men hvis du ønsker at finde ud af det, kan du købe billetter på Det Ny Teaters hjemmeside.
