Bandidos’ præsident viderefører foreningen: Jævnligt, systematisk og organiseret

På møder videreførte Bandidos-præsident og ni andre højtstående Bandidos-folk ulovligt den forbudte forening.

Ti mænd, der var højt rangeret i den nu forbudte rockerklub Bandidos MC Danmark, idømmes seks måneders ubetinget fængsel for ulovligt at have videreført klubben ved at holde månedlige møder.

Det fortæller anklager Tobias Baadsgaard til Ritzau. Dommen er afsagt fredag i Retten i Glostrup.

– Retten lagde vægt på, at der havde været en jævnlig, systematisk og organiseret videreførelse af driften af Bandidos MC Danmark udført af ledende medlemmer, siger anklageren.

Blandt de dømte er Bandidos’ præsident i Danmark, Pelle Lindberg.

De ti mænd holdt i begyndelsen af 2025 månedlige møder, hvor de diskuterede Bandidos’ virke og drift. Det skete i et selskabslokale på en restaurant i Ishøj og en på kro i Horsens uden for normal åbningstid.

Møderne fandt sted i januar, februar, marts og april, selv om der på det tidspunkt var et midlertidigt forbud mod Bandidos. De er også dømt for at have forsøgt at overtræde loven endnu en gang ved at have planlagt et nyt møde den 6. maj.

Foruden de ti mænd deltog også flere kendte og ukendte medgerningsmænd på møderne, mener anklagemyndigheden.

Alle ti nægtede sig skyldige i Retten i Glostrup. Byretten fremhævede, at alle tiltalte indrømmede, at de var til stede som anført i anklageskriftet, og de fleste af dem erkendte også, at de inden forbuddet havde haft en højere placering i Bandidos.

Men de var uenige i, at møderne var en videreførelse af den ulovlige forening.

Under den syv dage lange retssag har der ifølge Baadsgaard været omfattende bevisførelse, herunder afspilning af videoovervågning. De ti mænd er dømt i overensstemmelse med anklagerskriftet.

Se også
Kvinde stikker betjent flere gange med kniv: Risiko for at forbløde

De har alle anket dommen til landsretten. Under byretssagen har samtlige tiltalte været beskyttet af navneforbud, men de er ikke blevet udstrakt, oplyser anklageren.

I oktober sidste år opløste Retten i Helsingør rockerklubben Bandidos MC Danmark ved dom, fordi der efter byrettens opfattelse er tale om en forening med et ulovligt formål.

Foreninger med et ulovligt formål er ikke omfattet af Grundlovens ret til fri foreningsdannelse. Derfor kan de opløses og ulovliggøres af en domstol.

En sådan afgørelse betyder samtidig, at enhver aktivitet, der må anses som en videreførelse af foreningen, bliver strafbar.

Hvorvidt Bandidos blev ulovligt videreført af de ti mænd, har Retten i Glostrup brugt syv dage på at behandle.

Allerede den 22. maj 2024 blev der nedlagt et foreløbigt forbud mod Bandidos. Det var National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der gjorde det. Samtidig blev sagen indbragt for byretten, der altså i efteråret det følgende år kendte Bandidos ulovlig.

Bandidos har anket dommen i forbudssagen, men det er endnu uvist, hvornår Østre Landsret skal vurdere, hvorvidt rockergruppen har et ulovligt formål.

/ritzau/

Se også
Politiet jagter børnelokker ved skole: Grufuld anmeldelse om frihedsberøvelse af barn
Illustrationsfoto

BreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreakingBreaking