Inden Jesper Christensen kunne gå på scenen og lade sig hylde som modtager af årets Æres-Bodil, havde han et par politiske pointer til pressen.
Lørdag aften var en stor aften for den erfarne skuespiller Jesper Christensen.
Her blev han nemlig hyldet med en Æres-Bodil ved årets udgave af Bodilprisen.
Inden han kunne lade sig hylde på scenen, skulle Jesper Christensen dog lige forbi den røde løber.
Og her holdt han bestemt ikke igen med sine politiske holdninger, som han delte ud af til pressen – heriblandt Ekstra Bladet og B.T.
‘Tag noget fra dem’
Da Jesper Christensen mødte pressen på den røde løber, faldt snakken blandt andet på det udspil om en formueskat, som Mette Frederiksen og Socialdemokratiet går til valg på.
Skatten på store formuer skal ifølge Socialdemokratiet finansiere udgifterne til den foreslåede ‘Lilleskole’.
Mens udspillet har fået støtte fra rød blok, har blå blok og flere erhvervsorganisationer kritiseret Socialdemokratiets forslag.
Men på den røde løber taler Jesper Christensen positivt om formueskatten. Han mener nemlig, at uligheden mellem rig og fattig i Danmark er et af landets største problemer.
“Jeg synes, at ligesom vi tidligere fandt ud af, at det går ikke, at der er nogle mennesker, der har alt for lidt, så vi giver dem noget mere. Så skal vi også se at finde ud af, at det går ikke, at der er nogle mennesker, der har alt for meget. Så må vi finde ud af at tage noget fra dem,” udtaler han ifølge Ekstra Bladet.
Står det til den erfarne skuespiller, skal der ligeledes indføres en meget højere afgift på arveskatten.
Generelt er Jesper Christensen ikke tilhænger af, at landets rigeste sidder på store formuer, der kunne komme de økonomisk svageste til gavn.
“Jeg synes ikke, folk skal eje mere end 50 millioner,” bemærker han ifølge B.T. med et grin.
Én af mange priser
Da han havde delt ud af sine politiske holdninger, kunne Jesper Christensen finde sin plads i Folketeatret, hvor han senere på aften blev hyldet for sit mangeårige virke i den danske filmbranche.
Og her bemærkede juryen også Jesper Christensens solidariske tankesæt, der også har skinnet igennem i hans virke som skuespiller.
“Han har i årtier været en af dansk films allermest eftertragtede skuespillere, og få har som ham inkarneret et nærvær, en autenticitet og en skæv charme, gerne krydret med en loyalitet med arbejderklassen, som aldrig har klinget falskt,” lød det blandt andet i juryens motivation.
Jesper Christensen har siden gennembruddet i 70’erne med film som ‘Hærværk’ og ‘Hør, var der ikke en som lo?’ vundet en lang række priser i både ind- og udland.
Fem Bodil-priser og seks Robert-priser er det blevet til, mens han også har vundet priser på internationale filmfestivaler.
Særligt hans rolle i Michael Noers ‘Før frosten’ blev bemærket på festivalerne i Chicago og Tokyo, hvor han blev hædret for sin præstation.
I udlandet er han desuden også kendt som Bond-skurken Mr. White i ‘Casino Royale’, ‘Quantum of Solace’ og ‘Spectre’.
Jesper Christensen er snart aktuel med den tredje og sidste film i ‘De forbandede år’-trilogien.
Han kan desuden opleves i den norske film ‘Affektionsværdi’, der er nomineret til hele ni priser ved den kommende Oscar-ceremoni.
