Flere andre har også valgt at evakuere folk øjeblikkeligt i forbindelse med konflikten.
Bomberne har regnet ned over Iran, siden Israel og USA indledte et angreb mod landets ledelse.
Fredag smed Israel blandt andet 100 bomber ned over hovedstaden Teheran.
Og det får nu flere lande til at reagere.
Spanien har evakueret alle sine ansatte fra landets ambassade i Teheran – herunder ambassadøren, der lørdag har forladt Iran som en af de sidste fra den spanske repræsentation.
Det skriver Spaniens udenrigsminister, José Manuel Albares, på det sociale medie X lørdag aften.
– Vi har netop med succes evakueret den spanske ambassade i Iran. Ambassadøren og vigtigt personale, der stadig var i Teheran, har netop krydset grænsen til Aserbajdsjan og er i sikkerhed.
– Vores borgeres og udenrigstjenestens sikkerhed er min prioritet, skriver udenrigsministeren.
Flere europæiske lande har sendt deres ambassadefolk ud af Iran.
Tidligere på dagen meddelte Østrig, at landets ambassadør og resten af ambassadens ansatte i Iran var blevet evakueret.
Den østrigske ambassades diplomater skal den kommende tid arbejde fra Aserbajdsjans hovedstad, Baku.
– På grund af den nuværende situation bliver den østrigske ambassade i Teheran midlertidigt flyttet til Baku, sagde en talsperson for Østrigs udenrigsministerium i en udtalelse til nyhedsbureauet AFP.
Torsdag valgte Italien også at lukke sin ambassade i Teheran for en periode. Ligesom Spanien og Østrig har Italiens sendt sine diplomater til Aserbajdsjan.

