I den nye Netflix-serie ‘En ven, en morder’ får seerne blandt andet indblik i et brev, som Philip Wesths tidligere bedste ven sender til morderen, mens han er i fængsel. Desuden fortæller flere venner, hvordan Philip Westh nærmest fejrede, da Emilie Mengs lig blev fundet
På videooptagelserne er det tydeligt at se, at Philip Westh er i højt humør. Han smiler, og han fester med armene over hovedet. Der er dåseøl på bordet, og han danser foran en ven.
Humøret er en skarp kontrast til den virkelighed, som foregår – men som alle vennerne omkring ham på daværende tidspunkt ikke ved.
Kort inden videooptagelserne er det nemlig offentliggjort, at der er fundet et lig i Regnemarks Bakke i Borup.
“Han ved godt, hvem det er, der er blevet fundet. Det er som om at for ham, at det skal fejres,” siger hans daværende veninde Amanda i ny tv-serie, der vises på Netflix.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Amanda er selv fra Vestsjælland og har levet et ungdomsliv i beredskab, fordi Emilie Mengs morder dengang aldrig blev fundet.
Hvad hun ikke vidste var, at morderen ikke skulle findes blandt fremmede ansigter, men blandt hendes tætteste venner.
“Når jeg tænker tilbage på de minder og oplevelser, så er det fuldstændig surrealistisk, at den mand, jeg har frygtet derude, har siddet lige ved siden af mig,” siger hun i Netflix-serien ‘En ven, en morder’, der netop har fået premiere.
Det var tilbage den 24. december 2015, at en tilfældig kvinde sammen med sin familie opdagede et lig i søen ved Regnemarks Bakke i Borup.
Det lig blev få dage senere identificeret som Emilie Meng.
Nyheden fyldte meget i Amandas hoved, og derfor blev hun rigtig glad, da vennen Philip Westh inviterede til fest om aftenen den 25. december.
Hun sagde straks ja for at få tankerne og bekymringerne om fundet af liget lidt på afstand.
Men omkring syv år senere stod det altså klart, at hun i virkeligheden blev inviteret til fest den aften hos Emilie Mengs-morder – Philip Westh.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den 10. juli 2016 – den dag hvor Emilie Meng blev kidnappet og myrdet – var Amanda også sammen med Philip West, hans bedste ven Nichlas Kruse og flere andre fra vennegruppen på en campingplads, hvor de så EM-finale i fodbold, fremgår det af dokumentaren.
“At jeg har været en del af det. En del af at være sammen med ham den dag, det er rigtig svært at være i,” siger Amanda i Netflix-dokumentaren. Hun tilføjer, at hun er bange for, at hun er blevet brugt som et alibi af ham.
“Jeg kan ikke forene det. Philip som den ven, han var over for mig, fra den Philip, som er gerningsmanden. For mig er det ikke samme person. Det er et monster,” siger Amanda.
Amanda afgav forklaring i Retten i Næstved, hvor Philip Westh senere blev idømt livstid for sine forbrydelser mod Emilie Meng, en 13-årig pige fra Kirkerup og en 15-årig efterskoleelev fra Sorø.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Nichlas Kruse og Philip Westh var, før sidstnævntes mørke forbrydelser kom frem i lyset, bedste venner.
De havde været i hinandens liv i 15 år – helt op til det tidspunkt, da Philip Westh blev anholdt for frihedsberøvelse og voldtægt af den 13-årige pige, som Nichlas Kruse tilfældigvis havde været klasselærer for.
Under det efterfølgernde grundlovsforhør den 17. april 2023 argumenterede anklageren for dørlukning på baggrund af, at det ikke kunne udelukkes, at andre personer kunne være involveret i sagen med den 13-årige pige og Philip Westh.
Samtidig afhørte politiet de mennesker, der havde den tætteste relation til den nu dømte morder.
En af dem var Nichlas Kruse – han skulle også aflevere sin telefon til politiet.
“Philip er den person, jeg har brugt allerflest timer sammen med i hele mit voksenliv,” siger han i Netflixserien.
Under afhøringen af Nichlas Kryse trak en kvindelig efterforsker pludselig en mappe frem og viste ham et billede af en grøn madras på et gulv.
“Oven på det ligger der en velcro-sexlegetøj-fikserings-et eller andet. Jeg ved ikke engang rigtig, hvad jeg skal kalde det. Så spørger de, om det er noget, jeg kender til,”fortæller Nichlas Kruse i Netflix-dokumentaren.
Han svarer, at han er helt sikker på, at han aldrig har set den før.
“Og så siger jeg, jamen I viser mig det garanteret, fordi I har fundet mit dna på,” fortæller han i Netflix-serien.
Det bekræftede efterforskerne ifølge Nichlas Kruse.
“Der er så mange ting, som flyver igennem hovedet på en. Hvad har jeg kommet til at røre ved? Hvad er der sket? Har Philip måske bevidst bedt mig om at flytte noget, så jeg har fået mit dna på,” siger han i dokumentaren.
Derfor gik han efterfølgende også ud af afhøringslokaldet og var bange. Han tænkte, han havde brug for en advokat.
“Det virker som en helt vanvittig tilfældighed, at lige bedstevennen , som han har boet hos, lige præcis har været skolelærer for et af ofrene (den 13-årige, red.). Det bliver godt nok næsten for tilfældigt. Så jeg kan godt forstå, hvis folk har lavet den kobling,” siger Nichlas Kruse i dokumentaren.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Nichlas Kruse blev senere rigtig glad, da han blev ringet op af efterforskerne og fortalt, at efterforskningen var afsluttet, og han ikke var mistænkt.
Nichlas Kruse blev ifølge dokumentaren venner med Philip Westh, da de var henholdsvis 16 og 17 år gamle.
Dengang fremstod Philip Westh usoigneret og med dårlige tænder. En ung mand, der hurtigt blev et mobbeoffer – men de fandt hinanden omkring pokerspillet.
Nichlas Kruse oplevede Philip Westh som en ven, man kunne regne med, fortæller han i Netflix-dokumentaren.
Blandt andet da Nichlas Kruse opdagede, at han havde en tumor.
“Der kunne Philip godt finde på at tage fri fra arbejde og rent faktisk troppe op i sin bil og køre frem og tilbage til scanninger , undersøgelser, operation. Jeg mindes ikke, at han nogensinde har sagt nej. Det var en meget højt prioritet for ham,” fortæller han i serien.
Det var desuden også Philip Westh, der var forlover, da han og hans nu tidligere hustru blev gift i 2019.
De har også boet sammen.
Nichlas Kruse fortæller, at Philip Westh besøgte ham og hans nuværende kæreste i timerne efter overfaldet på efterskoleeleven i Sorø, og at han intetanende skrev sms’er med Philip Westh, mens han holdt den 13-årige pige fanget i sit hus i Svenstrup og udsatte hende for modbydelige ting.
I serien læser Nichlas Kruse op af et brev, som han har sendt til Philip Westh, hvor han skriver, at han har gennemgået deres venskab, minder og fælles oplevelser i tankerne.
‘Fordi vi har været så tæt forbundne med hinanden, har jeg ikke kunnet lade være med at føle en form for medansvar. Din skyld er blevet til min skam. Det er selvfølgelig ikke en logisk berettiget følelse, men det er ikke desto mindre sådan, jeg har det. Den eneste måde, jeg kan stoppe med at føle det ansvar, er ved at bryde med dig, og derfor er vores venskab slut. Det er en sorg, men det er også en nødvendighed for mig og for min familie. Farvel. Nichlas,’ skriver Nichlas Kruse i brevet til Philip Westh.
‘En ven, en morder’ er en serie i tre dele, der netop har fået premiere på Netflix.


