Beredskabet er tidligt torsdag morgen massivt til stede ved et beboerhus, som er gået op i flammer.
Politi og brandvæsen er tidligt torsdag morgen rykket massivt ud til en voldsom bygningsbrand.
Billeder fra stedet viser, at bygningen er overtændt af flammer, mens store mængder røg stiger op fra området.
Adskillige brandfolk arbejder på stedet med iltmasker for at få branden under kontrol.
Flere af bygningens ruder er fuldstændig knuste som følge af branden, og politiet har afspærret området omkring brandstedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En udsendt fra Presse-fotos.dk oplyser desuden, at politiet er til stede med hundepatrulje ved branden.
Carsten Renberg, der er vagtchef ved Københavns Politi, oplyser til TV 2, at politiet arbejder med en tese om, at branden er påsat.
Ingen er kommet til skade og ingen er evakueret i boligområdet.
Der var heller ingen til stede i beboerhuset, da branden brød ud. Politiet efterforsker nu hændelsen nærmere, lyder det.
Branden er opsået på Frederikssundsvej i Husum.
Presse-fotos.dk følger sagen.











