Aneke og Holger Rune bliver ikke hjulpet ud af Doha af det danske udenrigsministerium, hvilket får førstnævnte til at sende en stor sviner efter regeringen.
Der er ikke så meget andet at gøre end at vente.
Den danske tennisstjerne Holger Rune har været strandet i Doha i mere end 24 timer på grund af USA’s og Israels angreb på Iran.
Og alt imens missilerne flyver rundt om ørerne på dem, kan de ikke stille noget op, fordi de danske myndigheder ikke har hjulpet dem.
Det fortæller tennisstjernens mor, Aneke Rune, til B.T, hvor hun retter grov kritik af det danske udenrigsministerium.
“Vi vil gerne ud. Men vi har stadig ikke hørt noget fra Danmark. Det er skuffende ringe. Enten er vi fuldkommen handlingslammede i vores land, eller så er de bare pisseligeglade med deres borgere. Jeg tænker det sidste,” siger hun.
Hvad fanden har vi gang i?
Den manglende hjælp får tennisstjernens mor til at sende en sviner efter den nuværende regering.
“Hvad fanden har vi gang i? Det er et kæmpe opråb til Danmark, det her. Jeg synes, vores regering skal have en sviner her,” fortsætter Aneke Rune, som påpeger, at regeringen kun skulle bruge 24 timer på at slå mink ihjel, men at de ikke kan være kreative med at få deres egne borgere hjem.
Den danske tennisstjerne Holger Rune befinder sig i Doha, fordi han genoptræner på sportshospitalet Aspetar efter sin alvorlige skade, som stadig holder ham væk fra tennisbanen.
