En mand er natten til søndag blevet fundet død i vandet.
Politiet rykkede ud efter en anmeldelse om en mulig drukneulykke, og ved ankomst til stedet kunne betjentene konstatere, at en mand var faldet i vandet.
Da han blev trukket op, stod det hurtigt klart, at han var afgået ved døden.
Nordjyllands Politi oplyser til TV 2 Nord, at man endnu ikke har fastlagt mandens identitet.
Det formodes, at der kan være tale om en hjemløs person.
Hændelsen fandt sted ved Østre Kanalgade i Aalborg.
Efter at have talt med vidner på stedet vurderer politiet, at der ikke er sket en kriminel handling.
De nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet er fortsat genstand for politiets undersøgelser.
