Voldsomt flystyrt: 20 personer mister livet, mindst 30 såret

Mindst 20 døde og 30 såret, kaos på gaderne, og folk strømmer til for at samle spredte pengesedler op efter ulykken.

Mindst 20 personer har mistet livet efter et militærfly er styrtet ned i den bolivianske by El Alto nær hovedstaden La Paz.

Det oplyser politiet ifølge AFP. Tidligere lød meldingen på 15 døde og mindst 30 sårede.

Ulykken involverer et Hercules-fly, der lettede fra Santa Cruz. Under landingen skred flyet af landingsbanen og ind på en travl gade ved siden af lufthavnen.

Det skriver Ritzau.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Flyet transporterede pengesedler til den centrale del af landet, skriver Unitel med henvisning til forsvarsministeriet.

Videoer på sociale medier viser kaotiske scener, hvor mennesker strømmer til ulykkesstedet og samler pengesedler op fra gaden.

Forsvarsministeriet bekræfter ifølge AFP, at pengene ikke har officielle serienumre og derfor ikke kan bruges som betalingsmiddel. Det er ulovligt at indsamle, besidde og anvende dem.

Lokale myndigheder har forsøgt at få folk væk fra stedet med vandslanger.

‘Vi bjærger ligene af dem, der ulykkeligvis er døde i ulykken,’ siger Pavel Tovar, leder af det nationale brandvæsen, ifølge AFP.

Anklagemyndigheden i La Paz oplyser, at kriminelle har udnyttet kaosset til at plyndre butikker. 12 personer er anholdt, siger anklager Luis Carlos Torres.

Lufthavnen i El Alto blev midlertidigt lukket efter styrtet, oplyser det nationale luftfartsselskab Boliviana de Aviacion.

Video fra stedet viser et svært beskadiget fly og ødelagte køretøjer på gaden. Årsagen til ulykken er endnu ukendt.

La Paz ligger i 3650 meters højde omgivet af Andesbjergene og er verdens højest beliggende administrative hovedstad.

Se også
LIGE NU: PET og FE advarer danskerne