Signalfejl er skyld i, at togene torsdag eftermiddag står stille rigtig mange steder i Jylland.
DSB skriver på deres hjemmeside:
“Der er fejl på signalsystemet, og det betyder, at togene i øjeblikket holder stille i store dele af Jylland.
I øjeblikket kan vi kun køre på følgende strækninger:
Fredericia – København H
Fredericia – Sønderborg/Flensburg
Lunderskov/Kolding – København H”
DSB tilføjer i en opdatering klokken 17.16, at det anbefales at udskyde sin rejse til efter klokken 19.00 på øvrige strækninger end de nævnte.
Banedanmark, der driver, vedligeholder og udvikler jernbanenettet, skriver omkring klokken 17.45, at forventningen er, at togene igen kan køre fra klokken 19.00.
Er man mere end 30 minutter forsinket, træder DSB’s Rejsetidsgaranti i kraft.
Den seneste tid har signalfejl lammet den offentlige trafik flere gange.
Det skete blandt andet i sidste uge, hvor togene flere steder holdt stille på Sjælland på grund af en fejl i signalsystemet.
Også i slutningen af januar medførte en signalfejl, at store dele af togtrafikken på de jyske jernbaner gik i stå.
Billederne her på siden er fra Vejle Station og fra Skjern Station.
Du kan følge med i situationen ved at klikke HER








