Frygter at møde ind på skole: Elever kaster sakse og nikker lærere skaller

Et lokalsamfund er rystet, efter voldsomme episoder på en folkeskole nu er kommet frem i lyset. Lærere og pædagoger har været udsat for fysisk vold, og flere medarbejdere er blevet syge af frygt og pres.

Arbejdstilsynet har grebet ind med et strakspåbud efter en række alvorlige hændelser mod ansatte.

Ifølge tilsynets rapport har en medarbejder flere gange fået kastet sakse mod hovedet. Vedkommende har desuden fået sine briller ødelagt to gange i forbindelse med episoderne.

En anden ansat i skolens SFO er blevet nikket en skalle af en elev fra 0. klasse. Rapporten beskriver også tilfælde med slag, spark, spyt, hårtræk og grove verbale krænkelser rettet mod personalet.

Arbejdstilsynet vurderer, at der er tale om en betydelig risiko for de ansattes fysiske og psykiske sundhed. Flere medarbejdere har ifølge rapporten oplevet søvnproblemer, hukommelsesbesvær, trykken for brystet og opkast.

Se også
Nu sker det: USA’s militær er klar til at angribe om få dage

Det skriver Horsens Folkeblad. Helt konkret er der tale om Lundskolen i Horsens.

Nogle har måttet sygemelde sig, og en medarbejder har fået konstateret en øjenskade, som vurderes at være arbejdsrelateret.

Ledelsen erkender, at ikke alle episoder tidligere er blevet registreret, og at det fulde omfang derfor ikke har været kendt.

Skoleleder Lone Møller Andresen kalder forholdene uacceptable.

“Vi vil på ingen måde have, at de her ting sker på vores skole. De ting, der er beskrevet i strakspåbuddet er fuldstændigt uacceptable, og det skal vi have gjort noget ved.”

Som følge af strakspåbuddet skal skolen nu ændre måden, arbejdet planlægges og udføres på, så risikoen for vold forebygges effektivt.

Medarbejderne er indkaldt til kursus i konflikthåndtering, og et eksternt firma er hentet ind til undervisning i blandt andet faglig nødværge. Derudover skal risikovurderinger for elever med udadreagerende adfærd opdateres og skærpes.

Skolen skal nu redegøre over for Arbejdstilsynet for, hvordan kravene bliver opfyldt, og et opfølgende tilsyn er allerede varslet.

Under alle omstændigheder sætter sagen strøm til en fornyet debat om arbejdsmiljøet i folkeskolen.

Se også
Stort nyt udspil fra regeringen: Almindelige familier kan spare 5.000 kroner
Illustrationsfoto

Korte videoer