Et voldsomt snevejr er på vej mod Danmark. Torsdag kan store dele af landet blive ramt, og flere steder kan sneen vælte ned.
Det starter koldt og gråt, men ender i decideret snekaos. Torsdag rammer et voldsomt snevejr Danmark, og lokalt kan der falde op til 30 centimeter sne.
I løbet af formiddagen går det for alvor løs, når en snestorm ventes at ramme Danmark og brede sig op gennem landet.
‘Om formiddagen trækker et snevejr, der kan blive rigtig kraftigt, ind over det sydlige Danmark,’ siger Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Herefter bevæger det kraftige snevejr sig videre nordpå i løbet af dagen.
Det skriver B.T.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Sidst på eftermiddagen, hvor mange får fri, forventes snevejret at være nået lidt nord for København, det nordlige Fyn samt lidt nord for Esbjerg i Jylland,’ siger Klaus Larsen.
Ifølge DMI vil snevejret fortsætte frem mod aftentimerne, og sent torsdag aften ventes det at have nået det nordlige Jylland.
Når snevejret igen slipper sit tag fredag, forventes der de fleste steder at være faldet mellem 10 og 15 centimeter sne. Men lokalt kan mængderne blive langt større.
‘Ifølge prognosen kan der nogen steder falde op til 30 centimeter,’ siger Klaus Larsen.
Temperaturerne vil i dagtimerne ligge mellem én grads varme og ned til minus tre grader.
Men kulden vil føles endnu værre.
‘Det vil føles ekstra koldt på grund af blæsten,’ siger meteorologen.
Ny kendelse slår fast: Mange danskere kan have penge til gode