Kulturredaktionen ønsker godt nytår med et tilbageblik på fem af de numre, der bedst repræsenterer musikåret 2025.
2025 går på hæld, og vi kan se tilbage på et år, hvor flere nybrud vendte op og ned på den danske musikbranche.
Flere nye navne blev fast inventar på hitlisterne og i radiostationernes rotation. Og selvom Gilli fortsat er den mest streamede kunstner i Danmark, har rocken og poppen for alvor fundet fodfæste igen efter mange år med rapdominans.
Herunder giver Presse-fotos.dk fem bud på numre, der har formet året i dansk musik.
Det er ikke nødvendigvis de bedste numre fra det forgangne år, men det er sange, der på hver sin måde har været toneangivende i 2025.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Aphaca – ‘En drøm om et menneske’
Det ville være fuldstændig utænkeligt at lave en musikalsk 2025-opsamling uden at nævne de fire unge gutter i Aphaca.
Det københavnske band har været her, der og alle vegne i år.
Vennerne fra Det frie Gymnasium har konsekvent huseret på streaminghitlisterne med både nye og gamle numre, mens de har spillet foran enorme menneskemængder i hele landet.
I efteråret kunne Aphaca annoncere karrierens største koncert i Parken næste år. Fire dage senere var billetterne væk.
Kort efter tog de både ‘P3 Prisen’ og ‘P3 Lytterhittet’ ved ‘P3 Guld’.
Alt dette skete i et år, hvor bandet faktisk kun udgav tre nye numre.
‘En drøm om et menneske’ blev det nummer, der efterlod flest ringe i vandet.
Nummeret er blevet afspillet mere end 20 millioner gange siden udgivelsen i maj og indkapsler på fineste vis den fællessangsfremkaldende og stadionfyldende lyd, der har gjort Aphaca til 2025’s største åbenbaring.
Hør nummeret her:
Annika feat. Lamin – ‘Stolt’
Traditionen tro blev Orange Scene på Roskilde Festival i år åbnet af et dansk navn med kurs mod stjernerne.
I 2025 faldt valget på den unge sangerinde Annika, der på ufatteligt kort tid har slået sit navn fast i toppen af dansk pop.
Åbningskoncerten kom få måneder efter udgivelsen af debutalbummet ‘AW’, der endte året som danskernes næstmest streamede album på Spotify i 2025.
Albummet blev ført an af Lamin-samarbejdet ‘Stolt’.
Den klassiske formel med rap-features på popnumre slog til igen, og sangen er siden blevet streamet mere end 19 millioner gange.
Det triumferende nummer bærer dermed en stor del af æren for Annikas status som danskernes mest streamede kvindelige artist i 2025.
Hør nummeret her:
Mille – ‘Kendt mig en uge’
Hvis Annika er dronningen af den nye bølge af unge kvindelige solister i dansk musik, må Mille være kronprinsessen.
Allerede som 11-årig gav hun prøver på sine sangtalenter, da hun vandt ‘Børnenes MGP’.
Siden har hun jagtet drømmen om en karriere i musikbranchen.
Sidste år gjorde Mille sig bemærket med debut-EP’en ‘Dagdrømmer’, men først i år har karrieren for alvor taget fart.
Sangerinden, der fyldte 19 år i oktober, udgav sin anden EP i februar. Og allerede måneden efter kom nummeret, der skulle blive hendes hidtil største hit.
‘Kendt mig en uge’ er en popballade, der viser Milles flair for emotionel og moden sangskrivning og taler direkte ind i unges datingvaner anno 2025.
Vokalen er intim, men ikke skrøbelig, og instrumentalsiden giver plads, så den sårbare tekst får lov til at komme til sin fulde ret.
Debutalbummet har vi stadig til gode, men med en kåring som ‘P3 Talentet’ i bagagen, er der ingen tvivl om, at Mille bliver værd at holde øje med i 2026.
Hør nummeret her:
Anton Westerlin feat. Annika – ‘Blodigt’
I mange år har producer og DJ Anton Westerlin stået bag flere af de største danske hits.
Men i 2025 tog han skridtet frem som kunstner, og udgav sit debutalbum i eget navn.
‘Godaften’ er fyldt med features fra cremen af dansk musik lige nu. Alle fra Benjamin Hav og Lamin til Medina og førnævnte Mille er at finde på gæstelisten.
Det er dog især de Annika-gæstede numre, der har været på repeat for mange i løbet af året. Endnu et vidnesbyrd om sangerindens store år.
Et af dem er albummets førstesingle, ‘Blodigt’, der med sin varme og groovede lyd giver mindelser om den canadiske stjerneproducer Kaytranada.
Det dansevenlige beat med de subtile synthflader smelter perfekt sammen med Annikas let hæse vokal, og resultatet er et vaskeægte smaskhit.
Hør nummeret her:
Sebastian Wegener – ‘Hvad det ku’ have blevet til’
Vi afslutter listen med et nummer, der måske ikke har haft samme mainstream-gennemslagskraft som de resterende fire.
Men alligevel er Sebastian Wegeners hjerteknusende poprockballade værd at bide mærke i.
‘Hvad det ku’ have blevet til’ er nemlig mere end bare en ulykkelig kærlighedssang.
Nummeret med det bombastiske omkvæd er den mest kommercielt fremtrædende sang fra den tidligere Joyce-forsangers solodebut.
Da coronapandemien ramte, syntes bandet at have kurs mod stjernerne, men efter udgivelsen af ‘Elsk Mig’ i 2022 og den efterfølgende turné, blev der pludselig stille.
Sidste år kom forklaringen: Sebastian Wegener var gået solo, og bandet blev sat på pause.
Forsangeren havde tydeligvis nogle personlige oplevelser, der skulle bearbejdes musikalsk, og resultatet kom i form af et af årets stærkeste og mest hjerteknusende album, ‘Naturen’.
Selvom ‘Hvad det ku’ have blevet til’ egentlig tager udgangspunkt i enden på et romantisk forhold, er det svært ikke også at drage paralleler til det forhåbentligt midlertidige brud med bandkammeraterne i Joyce.
Hør nummeret her:
