I løbet af foråret er næsten to millioner opkald blevet afvist af Skattestyrelsen, Vurderingsstyrelsen og Gældsstyrelsen.
Folketingets Ombudsmand opfordrer skattemyndigheder til at ændre praksis, så de bliver mere tilgængelig på telefonen.
Det skriver Ombudsmanden i en pressemeddelelse efter en undersøgelse af Skattestyrelsen, Vurderingsstyrelsen og Gældsstyrelsens telefontilgængelighed i foråret 2025.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tallene viser, at Skattestyrelsen besvarede lidt over 430.000 opkald i perioden omkring offentliggørelsen af årsopgørelsen, mens cirka 1,7 millioner opkald blev afvist. I ugen, hvor der blev åbnet for årsopgørelsen, blev omkring 48.000 opkald besvaret, mens cirka 412.000 opkald blev afvist.
Også hos de øvrige styrelser var mange borgere forgæves i røret. Hos Vurderingsstyrelsen blev der fra marts til juni 2025 afvist omkring 12.000 opkald, mens Gældsstyrelsen i samme periode afviste knap 106.000 opkald.
Ifølge Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, er situationen særligt problematisk for borgere, der har svært ved at bruge digitale løsninger.
”Selv om styrelserne har forberedt sig, har der været rigtig mange afviste telefonopkald i årsopgørelsesperioden og dermed borgere, der har ringet forgæves uden at kunne komme igennem. Styrelserne bør generelt have fokus på at være tilgængelige på telefonen – ikke mindst af hensyn til de borgere, som kan have vanskeligt ved at bruge de digitale vejledningsløsninger”, siger Christian Britten Lundblad.
Ombudsmanden har nu bedt Skattestyrelsen redegøre for, om der arbejdes med nye tiltag, der kan sikre, at ikke-digitale borgere fremover får den vejledning, de har brug for.
Nedskæringer på vej
Tidligere på året præsenterede regeringen en række administrative besparelser på tværs af staten frem mod 2030.
I alt skal 6.500 stillinger nedlægges som led i besparelser, der ifølge regeringen skal sikre 5,5 milliarder kroner mere i statskassen.
Skattestyrelsen går ikke fri. I november meddelte styrelsen, at den forventer at afskedige 250 medarbejdere ud af i alt omkring 5.100 ansatte.
Det kan betyde, at der ved næste årsopgørelse er færre ansatte til at besvare opkald, hvis nogle af de 250 afskedigelser findes i kundeservice.
Ifølge Skattestyrelsen besvarer styrelsen cirka 2 millioner opkald om året.