En skole på Fyn har været præget af sorg, efter en voldsom tragedie fandt sted sidste fredag. Her kørte en personbil frontalt ind i en anden i en ulykke, der endte med at koste en 14-årig dreng livet.
For en uge siden – i fredags – var flere biler involveret i en voldsom ulykke, hvor især en 50-årig mand og en teenagedreng på 14 år blev hårdt kvæstet.
Ulykken har senere kostet den 14-årige dreng livet.
Politiet er stadig i gang med at få skabt klarhed over hændelsesforløbet. Indtil videre er det blevet oplyst, at den 14-årige dreng sad på passagersædet i en personbil, der kørte frontalt sammen med en anden bil.
Den 50-årige mand, der kørte bilen, trak ifølge politiet over i den modsatte kørebane af ukendte årsager. Her snittede personbilen først én modkørende, før den kørte frontalt ind i en anden.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Ulykken fandt sted nord for Kolding, men den 14-årige dreng kommer fra Odense.
Drengen skole, Seden Skole i den fynske by, har siden været ramt af stor sorg. Det skriver Fyens Stiftstidende.
»Når vi oplever en så alvorlig hændelse, følger vi vores beredskabs- og sorgplan tæt. Vi har løbende kontakt til forvaltningen, som også stiller sparring og psykologbistand til rådighed,« siger skoleleder Marianne Bernstorff Justesen til mediet.
I en skriftlig kommentar til lokalmediet oplyser Børn og Ungeforvaltningen, at skolen følger en sorgplan, der tager hånd om alle involverede efter den tragiske ulykke.
Der bliver ligeledes trukket på det kommunale beredskab, som tilbyder sparring med psykologer, som kan hjælpe de berørte parter.
»Det er for at sikre, at ingen overses eller føler sig efterladt,« lyder det i den skriftlige kommentar til mediet.
Læs mere om ulykken her.
14-årig dreng mister livet efter alvorlig færdselsulykke


