Den gyldne måge, Maccen, McD. Kært barn har mange navne. Men nu bliver det dyrere at købe en burger hos den enormt populære fastfoodkæde.
Den enormt populære fastfoodkæde McDonald’s er for mange synonym med en hurtig snack eller ikke helt så sund aftensmad.
Maccen, som er et af de mange kælenavne til fastfoodkæden, er især et populært stop for berusede folk efter en bytur, hvor aftenens genstande skal skylles ned med en cheeseburger.
Men netop cheeseburgeren kommer nu til at koste mere.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver Ekstra Bladet, der også har talt med en pressemedarbejder hos McDonald’s.
‘Vores danske franchisetagere fastsætter selv priserne i deres restauranter, men det er rigtigt, at vi har anbefalet dem at sætte prisen op på cheeseburgeren’, skriver Mads Jensen, pressemedarbejder hos McDonald’s, i en mail til mediet.
Den berømte cheeseburger vil nu koste 17 kroner. Senest har burgeren, der består af en oksekødsbøf, hakkede løg, pickles, sennep, ketchup og en skive smelteost med cheddar i en ristet bolle, kostet 15 kroner.
Forklaringen fra den gyldne måge lyder, at fastfoodkædens økonomi skal være sund. Derfor bliver danskerne to kroner fattigere, end de har været vant til, når de køber en cheeseburger.
‘Det er aldrig let at sætte priserne op, men det skal være en sund forretning at drive en McDonald’s restaurant, når man ser på franchisetagernes samlede indtægts – og udgiftsbillede. Vi skal selvfølgelig ligge rigtigt i forhold til vores konkurrenter, og derfor har vi altid skarpe priser på skiftende produkter’, skriver Mads Jensen, pressemedarbejder hos McDonald’s, til Ekstra Bladet.