Efter mange års venten kan anlægsarbejdet på to motorvejsstrækninger gå i gang.
Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget anlægsloven, der sætter fart på det motorvejsprojekt, som skal aflaste E45 og forbedre vejforbindelser.
Der er tale om en ny motorvej mellem Klode Mølle og Løvel vest om Viborg samt mellem Give og Billund Vest.
Transportminister Thomas Danielsen kalder det en stor dag for Midt- og Vestjylland.
“Det er en stor dag for Midt- og Vestjylland, der efter mange års arbejde nu får 62 kilometer ny motorvej, der vil gøre livet lettere for bilister og erhvervsliv i Jylland. Med vedtagelsen af anlægsloven for ny midtjysk motorvej skaber vi bedre vejforbindelser i det midtjyske og sikrer samtidig aflastning af E45,” siger Thomas Danielsen.
Ny midtjysk motorvej er en del af Infrastrukturplan 2035, hvor forligskredsen besluttede, at projektet skulle gennemføres i etaper.
Med den nu vedtagne anlægslov kan anlægsarbejdet begynde. De to nye strækninger forventes at åbne for trafik i 2034.
Der er afsat cirka 5,1 milliarder kroner til delen mellem Klode Mølle og Løvel og cirka 2,6 milliarder kroner til strækningen mellem Give og Billund.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Infrastrukturplan 2035
Infrastrukturplan 2035 blev indgået i 2021 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne.
“Aftalens initiativer skal bidrage til, at Danmark hænger bedre sammen, skal være med til at gøre samfundet rigere og skal understøtte en grønnere fremtid,” står der i indledningen til aftalen.
I 2022 valgte Nye Borgerlige at forlade forliget og er derfor ikke længere en del af aftalen. Kristendemokraterne kom ved sidste valg ikke ind i Folketinget og er ikke længere en del af forligskredsen bag aftalen.