Du skal tjene 22 procent mere som førstegangskøber i 2025 end i 2024 for at købe en lejlighed på 60 kvadratmeter i København, lyder det i en ny boligredegørelse.
Københavns Kommune har netop udgivet deres årlige boligredegørelse. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Boligredegørelsen giver blandt andet en idé om, hvad en husstand skal tjene om året for at kunne købe en bolig i København. Og for nye købere er det kun blevet sværere at få foden indenfor.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Hvis man i dag for første gang skal købe en bolig på 60 m² til 3,6 mio. kr. i København, og man ikke har nogen opsparing, skal man have en årlig husstandsindkomst på mindst 900.000 kr. for at låne af banken,” står der i pressemeddelelsen.
I 2024 var kravet 740.000 kroner.
Er man en større familie og har brug for mere plads end 60 kvadratmeter, skal man regne med en årlig husstandsindkomst på 1,65 millioner kroner for at kunne købe en bolig på 110 kvadratmeter til 6,65 millioner kroner.
Det bekymrer overborgmester Lars Weiss, som understeger, at København skal være en by for alle.
”København skal være en by, hvor alle har råd til at bo – uanset om man er ung, i gang med at stifte familie eller længere fremme i livet. Byen hænger kun sammen, hvis der er plads til folk med alle slags indkomster. Derfor skal vi have bygget flere boliger – både almene-, ejer- og andelsboliger, så der er plads til alle, og priserne ikke løber fra os”, siger overborgmester Lars Weiss (S).
Behov for nye boliger
Boligredegørelsen spår også, at der er behov for flere tusinde nye boliger i København frem mod 2060, hvis byen skal følge med befolkningsudviklingen.
Københavns befolkning forventes at stige med omkring 113.000 personer frem mod 2060, hvilket kræver cirka 77.000 nye boliger.
Boligpriser trodser lav forbrugertillid
I sidste uge præsenterede Økonomiministeriet årets økonomiske redegørelse. Her fremgik det, at danskerne generelt er blevet mere tilbageholdende med deres forbrug. Det gælder dog ikke på boligmarkedet. Og især ikke det københavnske boligmarked, hvor priserne er eksploderet.
Priserne på villaer og rækkehuse på landsplan lå 6,6 procent højere i oktober 2025 end samme måned sidste år. I København er udviklingen endnu mere markant, hvor priserne på ejerlejligheder er steget med hele 20 procent det seneste år.