1534 desperate opkald på én måned: Ekstremt mange af denne slags påkørsler

Organisation har modtaget rekordmange opkald om hjortepåkørsler

I november modtog Dyrenes Beskyttelse 1534 opkald om hjortepåkørsler på landsplan.

Det viser tal fra dyreværnsorganisationen.

Der er tale om det højeste antal registrerede henvendelser i en enkelt måned siden 2018, hvor Dyrenes Beskyttelse begyndte at registrere tallene.

Hidtil er der i år registreret 11.202 opkald om påkørsler.

Hos forsikringsselskabet Gjensidige, der omtaler tallene, rådes bilister til at være ekstra påpasselige omkring skumring, daggry og om natten, da det er på disse tidspunkter, de fleste uheld sker.

– Hvis du kører i områder med skove eller tæt bevoksning i vejkanten, så er det enormt vigtigt at være særligt opmærksom og sænke farten, så du kan nå at reagere i tide, siger skadedirektør Lene Rasmussen i en pressemeddelelse.

Hun opfordrer også til, at man bevarer roen og ikke går i panik, hvis man pludselig ser en hjort i lyset foran bilen.

– Det er vigtigt, at man holder godt fast i rattet og bremser hårdt ned, men man skal så vidt muligt forsøge at undgå at lave en undvigemanøvre, da det kan føre til sammenstød med andre biler eller træer i vejkanten, siger Lene Rasmussen.

I 2020 fik Dyrenes Beskyttelse 11.626 opkald om påkørsler, og det er det hidtil højeste antal siden 2018.

Sidste år landede antallet på 11.387 henvendelser.

Vild udvikling: Soldater hævder at have taget magten

Illustrationsfoto