For at varetage Danmarks interesser bedst muligt præsenterer Udenrigsministeriet en række ændringer for 2026.
Næste år åbner Danmark nye ambassader i både Argentina og Albanien. Samtidig bliver det nuværende kontor i Ho Chi Minh City i Vietnam opgraderet til et generalkonsulat. Derudover får Centralasien sin egen danske repræsentant. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge udenrigsministeriet skal ændringerne knytte nye partnerskaber i en usikker tid.
(Artiklen fortsætter under billedet)

”Verden forandrer sig med hastige skridt. Det giver nye udfordringer, men rummer også store muligheder. Vi skal have en stærk og tidssvarende udenrigstjeneste, der er til stede i de lande, hvor vi har vigtige interesser på spil, og det har vi taget yderligere skridt mod i dag,” siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Den danske ambassade i Myanmar bliver til gengæld lukket ved udgangen af 2026.
Sikre medlemskab i EU
Tilbage i 2009 ansøgte Albanien om at blive en del af EU. De har stadig til gode at komme ind i varmen, selvom såkaldte optagelsesforhandlinger er igangsat.
Den danske ambassade i Albanien skal blandt andet være med til at sikre, at landet bliver optaget i EU. Derudover skal den danske tilstedeværelse styrke Albaniens modstandsdygtighed – blandt andet over for russisk indflydelse.
Ambassaden i Argentina skal gøre Danmark til en mere aktiv aktør i Latinamerika og øge samhandlen, mens den nye repræsentant for Centralasien skal få regionen til at søge længere mod Europa.
Til slut skal opgraderingen af kontoret i Ho Chi Minh City fremme økonomiske interesser og bistå danske virksomheder.
Ingen udsigt til forbedringer
Ambassaden i Myanmar lukkes, da betingelserne for samarbejde er blevet væsentligt forværret siden kuppet den 1. februar 2021, hvor landets militær overtog styret.
Myanmars militær arresterede dengang flere mennesker, heriblandt Myanmars statsoverhoved, Aung San Suu Kyi, og landets præsident, Win Myint, hvorefter de annoncerede undtagelsestilstand under ledelse af general Min Aung Hlaing.
Udenrigsministeriet vurderer ikke, at der er udsigt til forbedringer, og Danmark vælger derfor at bruge ressourcerne på områder, hvor Danmark aktuelt har større udenrigs- og handelspolitiske interesser, skriver Udenrigsministeriet.