Stort løft af politiet: Opgør med ‘banditter i habitter’

I dag, torsdag, har Regeringen og et bredt flertal præsenteret en ny aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi.

“Jeg er rigtig glad for, at vi kan præsentere en ny aftale for politiet og anklagemyndigheden, som løber helt frem til 2030,” siger justitsminister Peter Hummelgaard, da han tager imod pressen til et doorstep i justitsministeriet. Han understreger samtidig, at det er en af de bredest forankrede aftaler.

Ministeren er flankeret af ordførerne fra alle aftalepartierne.

Aftalen er indgået af de tre regeringspartier samt Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Justitsminister Peter Hummelgaard præsenterer aftalen sammen med aftalepartierne.

Fra 2030 vil politiet og anklagemyndigheden have 1,5 milliarder kroner mere til politiarbejde og til anklagefagligt arbejde i forhold til 2025.

Ifølge justitsministeren er det en kæmpe forpligtelse, der nu bliver gjort noget ved.

“Politiet passer på os nat og dag. Derfor har vi også en kæmpe politisk forpligtelse til at sikre, at politiet og anklagerne har de bedst tænkelige ressourcer,” siger Peter Hummelgaard.

‘Banditter i habitter’

Der bliver afsat mere end 1 milliard kroner over aftaleperioden til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. En investering, som Enhedslistens retsordfører Rosa Lund kalder et indgreb mod “banditter i habitter”.

Politikredsene styrkes med flere efterforskere, anklagere og medarbejdere med specialiserede kompetencer inden for skat og revision. Aftalen sikrer samtidig en ny uddannelse for civile efterforskere, der skal ruste politiet til bedre at bekæmpe økonomisk kriminalitet.

Aftalen betyder også, at der indføres løn under dele af politiuddannelsen, at indsatsen mod arbejds- og velfærdskriminalitet styrkes, og at sårbare ofre – blandt andre voldsramte og børn udsat for vold – får bedre hjælp.

Derudover investerer aftalepartierne i flere hænder til anklagemyndigheden, som sammen med den seneste aftale om domstolenes økonomi skal nedbringe de lange sagsbehandlingstider i straffesager.

Også landets politikredse og nærpolitiet styrkes med aftalen, ligesom politiets beredskabsmæssige parathed og robusthed styrkes for at håndtere den aktuelle sikkerhedssituation.

Flere partier smidt ud af forhandlinger

Selvom det er en bred aftale, blev både Liberal Alliance og Alternativet smidt ud af forhandlingerne henholdsvis mandag og onsdag. Det skriver TV2 i deres liveblog.

Liberal Alliances retsordfører, Steffen Larsen, mener, at det er rent spin fra regeringens side.

“Det her handler ikke så meget om, at vi er uenige om politikken, eller at vi ikke er villige til at indgå kompromiser. Det er vi. Det handler om, at regeringen gerne vil have det til at se ud som om, at Liberal Alliance er uansvarlige eller ikke er duelige. Det synes jeg jo, er en mærkelig tilgang,” siger Steffen Larsen.

Også Alternativets retsordfører, Helene Brydensholt, undrer sig over at være blevet udelukket fra forhandlingerne og mistænker regeringen for aldrig at have haft en reel hensigt om at have dem med i aftalen.

“Jeg tror, at de hele tiden har tænkt, at de ikke ville have os med,” siger Helene Brydensholt.

Økonomiministeriet har torsdag morgen offentliggjort en økonomisk redegørelse, hvor de blandt andet varsler flere penge til danskerne.

Se flere billeder fra pressemødet her.