Brandvæsnet måtte tirsdag eftermiddag rykke ud til et hus, der stod fyldt af røg. Inde i huset var tre hunde.
Klokken 14.09 tirsdag eftermiddag fik brandvæsnet en melding om en brand i en villa.
Det var ejeren af boligen, der slog alarm efter vedkommende var kommet hjem til et hus, som var helt fyldt af røg.
Inde i bygningen befandt der sig også tre hunde.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det oplyser Thomas Simonsen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, til Nordjyske om branden på Sdr. Ringvej i Sæby.
Ifølge indsatslederen var der gået ild i noget træ under husets brændeovn.
Branden havde ligget og ulmet, hvilket resulterede i den store røgdannelse.
‘Der var tre hunde hjemme, og de er blevet kørt til dyrlæge,’ forklarer indsatslederen videre uden at kunne fortælle nærmere om hundenes tilstand.
Boligen er ikke decideret sodskadet, men skadeservice er blevet tilkaldt for at rengøre stedet efter den store røgmængde.