En 39-årig mand er netop blevet dømt skyldig i at have udsat en lille handicappet dreng for gentagende overgreb. Manden, der var støtte- og aflastningsperson for drengen, truede den lille dreng tavs.
Han var ansat til at passe på og tage sig af en dreng under 12 år, men fra august 2024 og frem til februar i år udspillede der sig gang på gang grusomheder.
Drengen, der har brug for en støtte- og aflastningsperson grundet et alvorligt handicap, blev gentagende gange udsat for tilfælde af vold og overgreb i et sommerhus i Odsherred, oplyser politiet.
Retten har fundet en nu 39-årig mand skyldig og idømt ham fængsel.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Manden, der er fra Holbæk, er netop blevet idømt fire års fængsel for voldtægt ved andet seksuelt forhold, blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang mod den handicappede dreng.
Drengen blev desuden truet med vold, hvis han ‘sladrede til sine forældre’.
Den 39-årige mand var også tiltalt for vold mod drengen og hans bror, men Retten i Holbæk fandt ikke dette bevist.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi torsdag formiddag i en pressemeddelelse.
“Retten lagde ved dommen især vægt på det tillidsforhold der var mellem den tiltalte og drengen, som grundet sit handicap var dybt afhængig af hjælp. Med en dom på 4 års fængsel signalerer retten, at her er tale om en ekstraordinært grov sag” siger anklager Agnes Møller efter domsafsigelsen.
Foruden fængselsdommen er den nu dømte mand er også blevet frakendt retten til at beskæftige sig med børn og unge, og han fik bolig- og besøgsforbud for børn og unge under 18 år.
Den 39-årige nægter sig skyldig og har anket dommen til frifindelse.
Der har gennem sagens forløb været nedlagt navneforbud. Forbuddet gælder fortsat.
Manden blev anholdt i februar og har siden da siddet varetægtsfængslet. Fængslingen fortsætter under ankesagen.
Gennem flere andre mediers dækning af sagen har det tidligere stået beskrevet, at drengen blot er syv år.