En varebil og en personbil står tilbage med store materielle skader. Personbilen holder nu på letbanesporet, mens der skabes massiv kø på strækningen.
Tirsdag morgen har en voldsom ulykke fundet sted, hvor en personbil og en varebil er forulykket i et harmonikasammenstød.
Sammenstødet har været så voldsomt, at personbilen er blevet kastet op på letbanesporet, der går parallelt med vejen.
Her holder bilen nu, mens politi, brandvæsen og ambulancepersonale arbejder på ulykkesstedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hovedstadens Beredskab bekræfter ulykken i et opslag på X.
Her skriver beredskabet, at de er fremme ved ulykken, som er sket på Nordre Ringvej og Ejbymosevej i Glostrup. Umiddelbart skulle der ikke være alvorlig tilskadekomst, men bilen holder altså nu på letbanesporet.
Dermed er Letbanen i øjeblikket sat ud af spillet – i hvert fald i det ene spor.
Det fremgår af trafikmeldingen på P4, at den voldsomme ulykke har skabt en del kø, fordi noget af vejen er spærret, mens der arbejdes på stedet.
‘Uheldet er sket i retning mod Herlev, giver tæt kø frem mod Slotsherrensvej. Politi og redning er på stedet. Flere biler er involveret,’ skriver mediet.
Hvor længe det vil tage, før vejen er helt genåbnet, er der på nuværende tidspunkt ingen meldinger om. Den præcise tilstand på de implicerede er også uvist.
I weekenden var der endnu en hændelse, hvor en bil havnede på letbanesporet og måtte fjernes med kran. Den historie kan du læse her.
Vild ulykke på letbanespor: Bil må fjernes med kran










