Danske helte i farlig konvoj: Redder liv midt i Ukraines blodigste kampe

Mens voldsomme og ekstremt blodig kampe foregår i Ukraine er en gruppe danskere gået sammen om at gøre en forskel. Ifølge organisationen selv har de reddet hundredevis af liv

Blandt konvojer af blokvogne, lastet med kampvogne, pansrede mandskabsvogne og andre tonstunge militærkøretøjer på vej mod Kyiv og frontlinjen længere østpå, finder man også en dansk organisation, der yder vigtig og livsreddende hjælp til de ukrainske væbnede styrker.

Organisationen kaldes Biler til Ukraine, og Presse-fotos.dk møder en snefyldt novemberdag i Lviv organisationens leder og grundlægger, Jesper Lindholdt, på et lille hotel i storbyen.

Denne morgen er en konvoj af ti biler og omkring 15 mand på vej til Kyiv for at levere brugte biler til den ukrainske hær, som danske donationer fra privatpersoner har kunnet købe fri.

“Vi har nu i alt leveret 730 biler til de ukrainske styrker. Vores hjælp gør en stor forskel for militærenhederne. Man kan ikke sige, at det har ændret krigens gang, men det er dog et stort antal af biler. Hæren bruger dem til logistik og til at evakuere sårede soldater. Vores arbejde har reddet rigtig mange liv. Det kan sagtens have reddet hundredvis af menneskeliv,” siger grundlægger Jesper Lindholdt til Presse-fotos.dk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En dansk bil der er afleveret til de ukrainske styrker ikke længe før 20. november 2025: Foto: Biler til Ukraine

Biler til Ukraine er en frivillig nødhjælpsorganisation, hvor donationer går ubeskåret til at købe biler i Danmark, der køres til Ukraine og leveres til frontlinjesoldaterne.

Frivillige chauffører kører flere gange om måneden bilerne i konvojer til Kyiv, hvor de overleveres til en samarbejdsorganisation, som bringer køretøjerne det sidste stykke ud til fronten.

“Vi er mange hundrede danskere, der er sammen om at give direkte støtte til det ukrainske militær. Der er mange måder at hjælpe på, men det her er muligheden for helt almindelige danskere fysisk og ved deres egen indsats at hjælpe Ukraine og retfærdigheden,” siger grundlægger Jesper Lindholdt og tilføjer:

“Soldaterne er hjertevarme, man får et kram, og de siger tak. De føler varmen ved, at man kommer og hjælper dem. Det betyder virkelig noget for dem.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

Presse-fotos.dk møder her grundlægger af Biler til Ukraine, Jesper Lindholdt, på et hotel i Lviv

Jesper Lindholdt fastslår, at hjælp til den ukrainske hær ikke blot betyder, at man hjælper et østeuropæisk land i nød, men at man også tager hånd om sin egen og Danmarks sikkerhed.

“Danskerne undervurderer konsekvenserne, hvis russerne får lov at vinde. Det er svært for mange at forstå, at vi har at gøre med en fascistisk krigsmaskine, der kun har et fremadgående gear. Den kan ikke køre baglæns – og derfor kan Putin ikke stoppe krigen. Vi kommer til at se aggression mod Europa og Nato, hvis Ukraine taber.”

“Når vi kører ind i Ukraine, kommer vi til et land i krig – men det er et land, der kæmper for Europa, som kæmper for mig og for min familie,” siger Jesper Lindholdt.

Af den årsag mener han også, at donationer til Biler til Ukraine er en god og konkret hjælp, der har afgørende effekt for hver eneste krone.

“Hvis man overvejer at donere til et formål, skal man putte sine penge, hvor ens hjerte er.”

“Hvis man tror på, at Ukraine skal have lov til at fortsætte som nation og kultur, og russerne ikke skal have lov at ødelægge det – så er måden at hjælpe mest konkret på at hjælpe den ukrainske hær.”

“Vi køber et køretøj billigt i Danmark, og så fører vi det helt til fronten, hvor det hjælper krigsførelsen helt derude,” siger Jesper Lindholdt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Holder som Presse-fotos.dk mødte på et hotel i Lviv med bilerne, der skal leveret, i baggrunden – Foto: Biler til Ukraine

Hvis man vil støtte Biler til Ukraine på en anden måde end ved direkte donationer, kan man også blive frivillig chauffør.

Jesper Lindholdt fortæller dog, at det kræver nogle overvejelser på forhånd.

“Man skal gøre sig klart, at Udenrigsministeriet jo af en grund fraråder enhver rejse til Ukraine – og at der kan ske ting.”

“Men objektivt set er det nok selve kørslen, der er den farligste del af turen. Vi har kørt 730 biler og har haft tre uheld – men ingen personskade eller uheld relation til krigshandlingerne,” siger Jesper Lindholdt.

Han tilføjer, at nogle chauffører godt kan finde det stressende, når man kører ind mod Kyiv og bliver ramt af luftalarmer og GPS-jamming, men at der aldrig er en chauffør, som har givet udtryk for at have været bange eller i fare.

Biler til Ukraine blev grundlagt, da krigen startede på Krim og den østukrainske region Donbas i 2014.

Fra 2014 til 2019 afleverede organisationen 50 biler til den ukrainske hær – men ved fuldskala invasionen i februar 2022 fik Biler til Ukraine stort vokseværk og bringer nu 250 køretøjer om året til frontlinjesoldaterne.

Jesper Lindholdt er dansker bosat i Ukraine – han startede organisationen, da han fandt en måde, hvor han kunne gøre en forskel.

“Det er en vigtig sag for mig. Rusland skal ikke have lov at tryne et naboland, ændre grænsetrækninger og slå kultur og mennesker ihjel. Vores arbejde gør virkelig en stor forskel,” afslutter Jesper Lindholdt.

En dansk bil der er afleveret til de ukrainske styrker ikke længe før 17. november 2025: Foto: Biler til Ukraine