Danmarksdemokraterne mister borgmester: Parti trækker sig fra aftale

Længe så det ud til, at Danmarksdemokraterne havde sikret sig en borgmesterpost. Nu trækker partier støtten.

Der er ikke længere flertal bag Danmarksdemokraternes Mads Fuglede som borgmester i Ringkøbing-Skjern kommune.

En gruppe af partier bestående af De Konservative, Socialdemokratiet, Venstre og SF peger i stedet på De Konservatives Lennart Qvist.

Det oplyser de ifølge DR og TV Midtvest.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto af Inger Støjberg.

Venstres spidskandidat, Lone Andersen, bliver 1. viceborgmester.

På valgnatten så det ellers ud til, at Mads Fuglede som den første danmarksdemokrat havde sikret sig en borgmesterpost.

Danmarksdemokraterne blev det næststørste parti i den vestjyske kommune. Med i konstitueringen var SF, Kristendemokraterne, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Men lørdag formiddag begyndte flertallet for alvor at vakle, da SF’s spidskandidat, Niels Rasmussen, ikke udelukkede at trække støtten, i et interview med Politiken.

– Det udelukker jeg ikke (at trække støtten, red.). Hvis der kommer bedre tilbud til os, så må vi jo se på det, lød det.

Hvis Mads Fuglede mistede støtten fra SF, ville både Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance have det afgørende mandat, for at danmarksdemokraten kunne bevare sin borgmesterpost.

Konstitueringsaftaler er ikke juridisk bindende. Først når det konstituerende møde er afholdt, er valget af en ny borgmester bindende.

Det konstituerende møde skal finde sted mellem 1. og 15. december i valgåret.

/ritzau/

Fredsplan afvist: ‘Ren ønskeliste for Putin’