Presse-fotos.dk giver dig ny ammunition til din weekendplayliste. I denne uge anbefaler vi fire nye singler fra danske kunstnere.
Hver uge strømmer nye musikalske udgivelser ud på markedet. Og det kan være svært at finde hoved og hale i de mange nye singler, album og ep’er.
Derfor vil vi her på Presse-fotos.dk gerne hjælpe dig med at navigere rundt i det danske musiklandskab.
Hver fredag giver vi dig et overblik over en række af de bedste og mest spændende nye udgivelser fra danske kunstnere, så du kan fylde din playliste op med ny musik.
I denne uge er der blandt andet nyt fra en debuterende rapper med enormt potentiale og en internationalt anerkendt singer-songwriter.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Marq – Introlude (single)
Marqs debutsingle ‘Introlude’ lyder ikke som det meste andet danske rap lige nu. Tværtimod er det ret tydeligt, at rapperen har kigget mod USA for inspiration.
Med det klaverfunderede og jazzede lydbillede minder ‘Introlude’ utvivlsomt om noget, Kendrick Lamar kunne have rappet over.
På omkvædet, hvor Marq udbryder “Lad mig trække vejret, lad mig lige leve”, lægger den danske rapper sig også relativt tæt op ad Baby Keems karakteristiske vokal, som har prydet flere Kendrick Lamar-numre.
Dermed ikke sagt, at den debuterende dansker fremstår som en kopivare. Hans dybt personlige og rå skildring af livet i boligblokke af cement tilføjer nemlig hans særegne karakteristika til nummeret.
Potentialet er enormt, og holdet bag ham på The Bank Records har tydeligvis fat i den lange ende, da de har samlet en række talentfulde kræfter på debutnummeret. Blandt dem er Jonathan Bremer – den ene halvdel af jazz-duoen Bremer/McCoy – den unge og eftertragtede saxofonist Oilly Wallace og sanger, producer og sangskriver Thøger Dixgaard – bedst kendt for egne numre som ‘Former’ og ‘Blød inden i’.
Hør nummeret her:
Turboweekend – Verden er vidunderlig (single)
Man skulle næsten tro, at synthrocktrioen Turboweekend har en direkte kontakt til vejrguderne. For på det nye nummer, som kommer lige i en tid, hvor den første sne har ramt Danmark, lyder det blandt andet:
“Daler til jorden som den første sne.”
Nummeret er en hyldest til livet i en tid, hvor alverdens dårligdomme kan gøre det svært at mærke livsglæden:
“At ’verden er vidunderlig’ må siges at være en påstand, der kan betvivles i den tid, vi lever i. Men selv når den er allermest skræmmende, rådden og umulig, så er der næsten altid et lys og et håb et sted som du kan række ud efter. Vores sang ’Verden Er Vidunderlig’ handler om at acceptere det absurde som en grundsten i et liv, der kun er til låns. Så tag din flotteste ja-hat på, og få det bedste, største og smukkeste ud af det,” fortæller forsanger Silas Bjerregaard i en pressemeddelelse.
Nummeret er bandets anden single i 2025, hvor Turboweekend er vendt tilbage efter ti år uden ny musik. Trioen, der nu har omfavnet det danske sprog i deres tekster, har også netop annonceret en ny stor arenaturné – det kan du læse mere om her.
Hør nummeret her:
Who Killed Bambi & Baloosh – Hvad hvis (single)
Siden debuten i 2009 har de fire topmusikalske kvinder i strygerensemblet Who Killed Bambi leget med en række forskellige genrer.
De har blandt andet samarbejdet med store internationale og danske navne som Father John Misty, Rod Stewart, Oh Land og Steffen Brandt.
Og nu er de altså klar med et nyt nummer, hvor de blander klassisk violin med moderne gaderim sammen med den aarhusianske rapper og sanger Baloosh.
‘Hvad hvis’ er den tredje single fra Who Killed Bambis kommende album. På de to foregående singler har gruppen samarbejdet med henholdsvis Hymns from Nineveh og Astrid Engberg.
Hører nummeret her:
Fine – Moment (single)
Chinah-forsangeren Fine Glindvad Jensen modtog international opmærksomhed, da hun udgav sin solodebutplade sidste år.
‘Rocky Top Ballads’ fik blandt andet en score på 7,7 ud af 10 i det store amerikanske medie Pitchfork.
Fine, som hun blot kalder sig, har dog ikke ligget på den lade side efter udgivelsen af debuten. I stedet har hun fortsat med at skabe ny musik, og nu er hun altså klar med sin fjerde single i 2025.
‘Moment’ er en drømmende og countryficeret ballade, der emmer af atmosfære og nærmest leder tankerne mod amerikanske Lana Del Rey.
Singlen kommer kort efter, Fine blev udråbt som en af 2025’s bedste nye kunstnere af et andet stort amerikansk medie, Stereogum.
Hør nummeret her: