Et bredt flertal på Christiansborg skyder nu 62,4 millioner kroner ind i kampen mod menneskehandel.
1233 personer. Så mange er vurderet som ofre for menneskehandel i Danmark fra 2007 til 2023. Det fremgår af Miljø- og Ligestillingsministeriets hjemmeside.
Alene i 2023 blev 112 mennesker vurderet til at være udsat for menneskehandel – det højeste antal siden 2016.
Ofrene spænder fra kvinder tvunget i prostitution til personer udnyttet i tvangsarbejde, strafbare handlinger og slaverilignende forhold.
Danmark har arbejdet med nationale handlingsplaner mod menneskehandel siden 2002, og nu investeres der yderligere i indsatsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hjælp, støtte og beskyttelse
Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har indgået en aftale om at styrke indsatsen mod menneskehandel. Det meddeler de i en pressemeddelelse fra Miljø- og Ligestillingsministeriet.
Midlerne går blandt andet til at styrke Center mod Menneskehandels arbejde, så ofre fortsat kan blive identificeret og hurtigt få hjælp. Samtidig får Reden International midler til at oprette specialiseret juridisk rådgivning målrettet sårbare udenlandske kvinder i prostitution.
”Hovedparten af ofrene for menneskehandel er kvinder, og særligt udenlandske kvinder, der bliver truet og udnyttet til prostitution, og som står i en meget sårbar situation. Vi skal give dem den nødvendige hjælp, støtte og beskyttelse. Med bred politisk opbakning afsætter vi nu 62,4 millioner kroner til Center mod Menneskehandel, så de kan fortsætte deres helt centrale arbejde med at hjælpe ofrene. Vi etablerer også en juridisk rådgivning i Reden International, hvor sårbare udenlandske kvinder i prostitution kan få hjælp til at anmelde fx vold eller voldtægt begået af kunder og bagmænd,” siger ligestillingsminister, Magnus Heunicke.
Midlerne skal ses i forlængelse af en aftale fra den 24. oktober 2025 om en ny model for grundfinansiering af civilsamfundet, og aftalen er en del af SSA-reserven.
Ifølge Miljø- og Ligestillingsministeriet er Danmark primært et transit- og modtagerland. Det er derfor sjældent, at danske statsborgere vurderes som ofre for menneskehandel.